Universets Undere
1. Bind

HORNØGLEN CERATOSAURUS 355 stændigt Skelet i nordamerikanske Juralag, dels er den ved sin Bygning et typisk Eksempel paa Juratidens rovædende Kæmpeøgler. Hvad der straks springer i Øjnene, er det pudsige Misforhold mellem For- og Baglemmerne — et Misforhold, der henleder Tanken paa Nutidens Kænguruer og lader formode, at de to Dyregruppers Bevægelsesmaade har været den samme. Denne Formodning bekræftes yderligere af Halens Skelet, hvis Længde og stærke Udvikling af Bentappe paa Hvirvlerne viser, at Hornøglen og dens Slægtninge har haft en lignende, blot endnu langt kraftigere, Støttehale som Kænguruerne. Baarne af Halens og Baglemmernes Muskler har de i mægtige Spring sat hen overjorden, medens de smaa Forlemmer kun har været i Brug, naar de hvilede sig, og især naar de greb deres Bytte. De skarpe, spidse Kløer, som baade For- og Baglemmerne bar, og hvorefter Ordenen har sit videnskabelige Navn, kunde gøre udmærket Fyl- dest, naar det gjaldt om at gribe, dræbe og flænge Byttet; men hertil ydede tillige de skarpe Skæretænder, de kraftige Kæber og den samtidig stærke og smidige Hals en fortrinlig Hjælp. Alle de her fremdragne Bygningsforhold var typiske for de store, rovædende Former blandt Dinosaurierne. Af Træk, der var specielle for den her omtalte Slægt, skal kun fremhæves den hornklædte Benudvækst paa Hovedet bag Næseborene, der har givet »Hornøglen« dens systematiske Navn Ceratosaurus — af de græske Ord keras = Horn og sauros = Firben, Øgle. EN FUGL MED HÆNDER k • I Skovene langs Nordbrasiliens og Guyanas Floder lever en Fugl, der paa en højst mærkelig Maade er værnet mod Efterstræbelser baade af Dyr og Mennesker. Det Navn, Beboerne giver den — »Stinkfuglen« — antyder, hvori Værnet bestaar. Stanken, der udgaar fra den og gør dens Kød uspiseligt for Rovdyr og Rovfugle ikke mindre end for Indianerne, skyldes imidlertid ikke særlige Kirtler, men dens Føde, nemlig visse Arumfrugter, hvormed den gerne delikaterer sig, og hvis Lugt minder om Gødning eller om Moskus. At Fuglen er sig sit Beskyttelsesmiddel sær- deles godt bevidst, fremgaar af hele dens indolente Levevis og uforstyrrelige Op- træden i Flokke under Forhold, hvori enhver anden Fugl vilde flygte og søge Skjul. Selv et Geværskud midt ind i Flokken gør ikke mere Indtryk, end at de, der sidder den ramte Kammerat nærmest, maaske udstøder et skarpt Skrig og flytter sig en Smule — men det øvrige Selskab bevarer sin flegmatiske Overlegenhed. Det, der gør »Stinkfuglen« til en af de interessanteste blandt alle nulevende Fugle, er imidlertid Forhold af en ganske anden Natur. For det første har den paa Grund af visse Bygningstræk, der røber, at den maa tilhøre en overordentlig gammel Fugletype, i lange Tider været stærkt omtvistet i systematisk Henseende, indtil man sluttelig enedes om nærmest at betragte den og dens nærmeste Slægtninge som en særlig Afdeling af Hønsefuglene. Som alle omstridte og for Zoologerne derfor dob- belt kærkomne Væsener har den foruden sit Øgenavn faaet adskillige pænere Navne, hvoriblandt »Zigøjnerfuglen« og Hoazinen er de mest almindelige. Det sidste er af indiansk Oprindelse og er endog bleven ophøjet til at være Fuglens videnskabelige Artsnavn (Opisthocomus hoaziri). Hoazinen frembyder som voksen ikke noget paafaldende i sit Ydre. Den er paa Størrelse omtrent med en Due, bærer paa Hovedet en lang Nakketop, men er