Universets Undere
1. Bind

EN ROSENBIS HAANDVÆRK 367 bejde ender, og den andens begynder. — Vi vil nu se lidt paa Larvens Liv inde i Bladtønderne. Det Æg, hver af disse gemmer, udklækkes faa Dage efter, at det er lagt, og den spæde, hvide Maddike begynder da at spise løs af de gode Sager, hvormed dens Moder har forsynet den. Den bogstavelig vælter sig i den søde Bud- ding, hvormed den delikaterer sig saa rigelig, at Resultatet bliver det, at medens der fra først af var en meget lille Larve og en stor Portion Budding, er der efter faa Dages Forløb en stor, tyk Maddike, men slet intet af Buddingen tilbage! Mo- derbien er nemlig saa fortrinlig en Husmoder, at den i hver Celle lægger nøjagtig den Portion, der skal til, — hverken mere eller mindre. — Der bliver ingen Lev- ninger; men i det Øjeblik Maddiken har slikket den sidste lille søde Mundfuld i sig, føler den sig ogsaa pludselig saa mæt, at den taber al Appetit. Dens Larvetid er nu forbi, og inde i sit Bladgem spinder den sig et silkeagtigt Hylster, udvendig groft, men indvendig glat og fint, og i den ene Ende forsynet med et Slags Laag, der let kan skæres fra, naar der af den vordende Puppe tilsidst er udviklet en voksen ung Bi. _______Men ikke altid gaar det, som det skulde. Det er en Kendsgerning, at In- sekternes værste Fjender er — Insekter! At »Frænde er Frænde værst«, viser sig ogsaa for Rosenbiens Vedkommende; thi en af dens farligste Fjender er en nær- staaende Slægtning, som Englænderne træffende kalder »Gøgebien«, fordi dens Op- træden i meget minder om Gøgens Færd overfor Smaafuglene. Sine Moderpligter omgaar den paa samme underfundige Maade: Naar den gamle Rosenbi har fyldt en Celle med Bibrød og lagt sit Æg deri og nu blot er et Øjeblik borte for at klippe de Bladstykker ud, hvoraf Laaget skal dannes, faar »Gøgebien«, der har luret ro- lig i Nærheden for at afvente dette Tidspunkt, pludselig uhyre travlt, farer ind i Rosenbiens Tunnel og lægger et Æg i Cellen ved Siden af den retmæssige Ejers. Resultatet af dens Træskhed bliver da oftest det, at en fremmed Larve sluger Bro- derparten af den lækre Kost, medens Rosenbiens egen Larve sulter, hentæres og dør. Kun i enkelte Tilfælde udvikles begge de to Plejesøskende til fuldvoksne In- sekter — men ogsaa i saa Fald har jo Gøgebiens Afkom faaet fri Forplejning. En anden af Rosenbiens Insekt-Fjender er en spinkel lille Snyltehveps, som med sin Læggebrod listelig stikker sine Æg ind i den af Larven spundne Kokon. Denne Gang bliver det altsaa ikke Bibrødet, men den vordende Rosenbi selv, det direkte gaar ud over. De smaa Snyltehvepslarver, som udklækkes af Æggene, bider sig som lige saa mange Igler fast paa den i Dvale hensunkne Puppe og udsuger den, indtil der ikke er andet end en tom, tør Puppehud tilbage. Naar Indmaden er spist op, forvandles Snyltelarverne til lige saa mange Pupper, og ud af Kokon’en kom- mer sluttelig ikke en ung Rosenbi, men en hel Sværm smaa Snyltehvepse. Uvilkaarlig tænker man paa, hvilke Følelser der vel vilde røre sig hos den flit- tige og omsorgsfulde Moderbi, hvis den kunde kigge ind i en saadan opskaaret Ko- kon, som Fotografiet viser.-- SKYERNES FORMER AF alle de Naturfænomener, der omgiver os, er der maaske intet, som i Farve- x \ pragt og Formskønhed kan maale sig med Skyerne paa Himlen. Hvad enten det er gyldne og purpurstraalende Solnedgangsskyer, eller det er sorte, truende Tordenskyer — altid er der over dem en ophøjet Stemning, som uvilkaarlig paa-