Universets Undere
1. Bind

SKYERNES FORMER 369 C IRRO C UMUL US-S KY. virker Beskueren. — Selv den flygtigste Iagttager kan ikke undgaa at læg- ge Mærke til, hvor rigt og mangfoldigt vekslen- de Skyernes Udseende er, hvorledes f. Eks. For- aarsmaanedernes hur- tigt jagende og formskif- tende Regnbygeskyer er helt forskellige fra de hvi- de, bølgende Striber af »Makrelskyer«, vi kan se paa smukke Sommerda- ge. Den naturlige Sam- menhæng, der viser sig mellem visse Skyformer og dertil svarende Vejr- forhold, gjorde det nød- vendigt og formaalstjenligt for Meteorologerne at kunne sondre mellem de forskel- lige Former af Skyer og henføre dem til bestemte Grupper og Typer. Uden at gaa nærmere ind paa, hvorledes de derved opstaaede Benævnelser paa de forskellige Slags Skyer efterhaanden er opstaaet, og en hel Sky-Nomenklatur har udviklet sig, skal det her blot berøres, at en international meteorologisk Kongres i 1891, til Vej- ledning for meteorologiske Iagttagelser udgav et officielt, autoriseret Atlas med tilhørende Gruppering og Klassificering af de forskellige Sky-Typer. Den deri fulgte Inddeling og Benævnelsesmaade har efterhaanden vundet almindelig Hævd, og de i det følgende anvendte Navne er da ogsaa i Overensstemmelse dermed. Solen er Skyernes Ophav. Idet Solstraalerne varmer Jordens Overflade, bliver den Luft, der er denne nærmest, ophedet og fug- tig af Udstraalingen og Fordampningen fra Jor- den. Da den derved bli- ver lettere end den høj- ere liggende, kolde Luft, maa den naturligvis stige til Vejrs; men naar den opstigende Luftsøjle naar til en Højde, hvori Tem- peraturen er lav, fortæt- tes dens Vanddampe til ganske smaa Draaber, — og det er dem, der viser sig i F orm af Skyer. Dam- pen, der stiger op fra en Lokomotivskorsten, er i det smaa et Billede af den Universets Undere. ALTOCUMULUS-SKY.