Universets Undere
1. Bind

370 UNIVERSETS UNDERE samme Proces. Fortætningen gentages, jo mere den fugtige Luftsøjle stiger, og som Følge deraf træffer vi Skyer i meget forskellige Højder og Luftlag. Øverst over dem alle driver de fine Skyfnug, der ligner Fjer, Dun eller Fnug. Deres gængse Benævnelse er da ogsaa »Fjerskyer«, men i den meteorologiske Sprogbrug kaldes de Cirrus-Skyer. Deres Gennemsnitshøjde over Havfladen er 9000 Meter, hvilket altsaa vil sige, at de svæver i Luftlag, der ligger i Linje med Mount Everest's snedækte Top, og da Temperaturen saa højt til Vejrs er langt under Frysepunktet, bestaar Cirrus-Skyerne af lutter fine Iskrystaller. — Undertiden bre- VIFTE- OG STRIBEFORMEDE CIRROCUMULUS-SKYER. Det er denne Form af Skyer, der frembringer de mest farvestraalende Virkninger ved Solnedgang. der de mange smaa Skyfnug sig ud over hele Himlen og danner et sølvblankt eller perlehvidt Slør. Et saadant højtsvævende, tyndt Skylag kalder man Cirrostratus. Ofte dannes deri smukke Ringe omkring Solen eller Maanen, fremkomne ved, at Lysstraalerne brydes og kastes tilbage af Iskrystallerne. I Almindelighed anser man disse Ringe for Storm- og Regnbebudere; thi forud for et sig nærmende lavere Lufttryk gaar der sædvanlig betydelige Cirrostratus-Dannelser. Næst efter i Højde følger Cirrocumulus- og Altocumulus-Typerne, der som Re- gel ledsages af smukt Vejr. I deres almindelige Karakter ligner de to Sky dannelser hinanden, men medens Cirrocumulus kan være over 7000 Meter højt oppe, kan Altocumulus findes saa langt nede som paa 3000 Meters Højde. Disse Skyformer tager sig overordentlig smukt ud, naar de strækker sig hen over Himlen som lange Baand af uldlignende Totter — »Lammeskyer«, — der kan være ordnede som Bøl- gekæder eller danne parallele Tværbælter, hvis Lighed med Bølgestribningen paa