Universets Undere
1. Bind

372 UNIVERSETS UNDERE SKYBÆLTER AF ALTOCUMUL L7S-TYPEN. Skyerne er tynde ud mod Randene, sværere ind mod Midten; derved fremkommer de smukke Lysvirkninger, vi kender fra mange Solnedgange. en Makrel har givet Anledning til den populære Benævnelse »Makrelskyer«. En særlig Form af disse Skyer — Linseformen — frembringer nogle af vore smukkeste Solnedgange; naar Solens sidste Straaler farver deres bølgende Rande, kan den hele Himmel synes forvandlet til et Hav af skinnende Guld eller brændende Purpur. Endnu lavere — i et Par Tusind Meters Middelhøjde — findes en lignende, men sværere og mørkere Sky-Type, Stratocumulus, som ofte ses, og som undertiden kan dække den hele Himmel med sine skyggende Bølgemasser — dog ikke tættere, end at det Blaa titter frem mellem Skyerne. I omtrent 3000 Meters Højde ses nu og da et ensartet tæt, graaligt eller blaa- graat Skyslør, hvorigennem Solen kun skimtes mat. Det er Altostratus-Skyen, der næsten altid følges af Regn. Paa Grund af sin ensformige Tone egner den sig ikke til at fotograferes. Cumulus- eller »Klodeskyerne« er maaske nok de bedst kendte af alle Skyer. Det er kuppellignende Masser med en temmelig vandret Grundflade. Ser vi dem mod Solen, tegner de sig som sorte Toppe eller Klaser med lysende Rande, medens Forholdet bliver omvendt, naar Sollyset falder paa den mod Beskueren vendte Side. De dannes af de om Dagen opstigende Luftstrømme og kan naa fra omtrent 1400 til 8000 Meters Højde. Om Sommeren tager det sig pragtfuldt ud og ledsages af smukt Vejr. Desværre kan den sidste Bemærkning ikke anvendes paa Cu m u lo n irn bus-Sky - erne, thi det er Uvejrsskyer, der er typiske for Tordenvejr og for Foraarstidens hæftige Regn- og Hagelbyger. De betegner en videre Udvikling af Cumulus-Typen