Universets Undere
1. Bind

376 UNIVERSETS UNDERE løst forbundne, døde Korkceller danner sig tvers igennem Bladstilken, tæt udenfor det Sted, hvor den Hjørneknop sidder, der næste Foraar skal vaagne til Liv og fortsætte Træets Vækst. Hvert brunt eller sort Bladar, vi ser paa en Gren, er et synligt Vidne om dette Løsningslag, der samtidig med, at det ubarmhjertigt amputerer Kronens Blade, læg- ger Bind over alle Saarene, saa der ingen Forblødning sker, — et Vidne om, hvor- ledes Naturen er stor og hensigtsmæssig selv i de mindste, dagligdags Enkeltheder. KÆMPEØGLEN ALLOSAURUS HVIS Nutidens Krybdyr havde Evne til at studere deres Forfædres Historie, vilde de svulme af Stolthed, thi ingen anden Hvirveldyrklasse har frembragt saa mange kæmpemæssige og bizarre Typer, som Krybdyrene i Jordens Middel- alder. Vel har der blandt Pattedyrene senere levet — og lever endnu — mægtige Kolosser, som f. Eks. de store Hvaler; men de danner spredte Undtagelser inden for deres Klasse, hvorimod Dinosaurierne har talt hele Skarer af kæmpemæssige Arter, der levede samtidig eller afløste herandre i samlet Rækkefølge. Da de des- uden overvejende var Landdyr, der færdedes paa forskellige Slags Lokaliteter, frembød deres Legemsbygning en Mangfoldighed af ejendommelige Tilpasninger, dels efter Opholdsstedernes Natur, dels efter de Vilkaar, hvorunder de maatte kæmpe for Eksistensen og særlig for Tilfredsstillelsen af deres Krav til Føde — Krav, der sikkert ikke var smaa. I hine fjerne Dage, ikke mindre end nu, har selve den uhyre Legemsstørrelse haft sine Skyggesider, og for de kødædende Kæmpe- øglers Vedkommende, sammenlignet med Planteæderne, maatte Grænsen for, hvor SKELET AF KÆMPEØGLEN ALLOSAURUS.