Universets Undere
1. Bind

380 UNIVERSETS UNDERE fremragende Autoritet paa dette Omraade. Mest sandsynligt er det maaske, at Al- losaurus, eftersom Lejligheden tilbød, sig, undertiden har direkte jaget et Bytte, undertiden har taget til Takke med døde Dyr eller med Levningerne fra en rov- jagende Slægtnings Maaltid. — Saa meget kan med Sikkerhed siges, at de spidse Tandkegler ikke var egnede til nogen grundig Behandling af Kødet. Det er bleven flænget af og slugt i store Mundfulde, uden nogen finere Sønderdeling, svarende til den, der kan udføres med en Tigers eller Løves Skæretænder. Desuden ved vi, at Dyret ikke har haft bevægelig Tunge, og at det heller ikke havde Læber, saa det har ikke kunnet svælge i den Nydelse, som er en Tigers største — at udsuge og drikke den fældede Modstanders Blod. EN DEGENERERET PLANTESLÆGT DET hænder, medens man gaar over en Kløvermark eller langs et Skovbryn, hvor der staar tæt med Brændnælder, at Foden filtres ind i et Spind af tynde, blegt gullige Traade, der undertiden dækker Kløveren eller Nælderne saa tæt, at Stedet, hvor de findes, allerede paa lang Afstand tegner sig som en vissen Plet i det grønne Plantetæppe. Landmanden er ikke glad, naar han paa sin Kløvermark eller mellem sin Hør og Humle ser mange saadanne Pletter; men for Botanikeren og for enhver, der holder af Planterne for deres egen Skyld, uanset om de er »nyt- tige« eller »skadelige«, har de gule Pletter en særlig Tillokkelse. Han ved, at det fine Spind, der gennemvæver det grønne Tæppe, skyldes en lille Planteslægt, »Silke« eller Cuscuta, som gennem ejendommelige Tilpasninger til et snyltende Liv er de- genereret saa stærkt fra sin nærmeste Frænde, den prægtigt blomstrende Snerle eller Convolvolus, at kun et botanisk uddannet Øje opdager Slægtsligheden mellem Stamfædrenes store, prangende Kroner og den forkrøblede Parasits uanselige Smaa- blomster. At følge Degenerationsfænomeners Udvikling og iagttage de Udslag, de giver sig, har sin egen Interesse, — som alt, hvad der afviger fra det normale, sædvane- mæssige. Saaledes er det i Menneskelivet — og saaledes ogsaa indenfor Plante- samfundene. De insektædende eller kødædende Planter har allerede givet os eet Eksempel herpaa, Misteltenen et andet. Men medens Misteltenen dog har bevaret noget af sin oprindelige Værdighed som fri, selvstændig Plante, idet den endnu har sine Bladgrøntkorn i Behold og derved ikke blot i Ydre har reddet Skinnet, men delvis virkelig ogsaa kan tjene sit Brød ved at optage og bearbejde Luftens Kulsyre, saa er Hørsilke, Kløversilke, Nældesilke, og hvad de forskellige Arter »Silke« nu kaldes efter den Plante, de har valgt sig til »Vært«, udelukkende henvist til en underordnet, parasitisk Tilværelse, hvis Livstraad vilde overklippes i det Øjeblik, deres Værter ikke mere evnede at skaffe dem gratis Underhold. Det er derfor i deres egen velforstaaede Interesse, at de ikke udsuger deres Værtplante helt og holdent, men stadig lader den være i Aande for at skaffe Føden baade til sig selv og til Snyltegæsten — med mindre en Naboplante, der egner sig til at være Vært, tilfældig skulde byde Chancer for et fortsat Snylteliv. For rigtig at forstaa, hvorledes en »Silke« — f. Eks. den her afbildede Hørsilke — bærer sig ad med at føre sin magelige, arbejdsløse Tilværelse, maa vi helst følge den fra det Øjeblik, den som en lille, spæd, tilsyneladende saa uskyldig Kim ved