Universets Undere
1. Bind

400 UNIVERSETS UNDERE En Havørn svævede hen over Floden Havel, aabenbart søgende Bytte, og opdagede da en Stør, som den øjeblikkelig slog ned paa. Men den dristige Røver havde over- vurderet sine Kræfter, — Støren var den for tung, og det var den umuligt at løfte den op afVandet. Paa den anden Side var Fisken heller ikke stærk nok til at trække Ørnen ned i Dybet, og som en Pil skød den hen gennem Vandets Overflade, medens Fuglen sad paa dens Ryg med udbredte Vinger, saa at de to Væsener udgjorde et samlet Hele, der mindede om et Fartøj for fulde Sejl. Resultatet blev det for begge Parter lige beklagelige, at nogle Fiskere blev det mærkelige Syn var og bemæg- tigede sig baade Støren og Ørnen, der havde boret sine Kløer saa dybt ind i Fi- skens Kød, at den ikke kunde slippe sit Tag. — Desværre vides det ikke, hvad Stø- ren vejede; men da denne Fisks Længde i Almindelighed varierer mellem to og seks Meter, og en Stør paa kun tre Meter vejer omtrent 100 Kilogram, vil man indrømme, at det er en dristig Tanke for en Havørn at ville fravriste det vaade Element en saa anselig Beboer, selv om dens kraftige Vinger, der spænder over henved tre Meter, har en usædvanlig Bæreevne. Dristighed og hensynsløs Forfølgen er imidlertid Havørnens fremherskende Ka- raktertræk, hvad den saa end jager. Fiskene i Vandet forfølger den som Styrte- dykker; unge Sæler snapper den bort lige for Næsen af deres forfærdede Mødre, — og for Svømmefuglene paa Havet og Stranden er Havørnens Komme Signal til almindelig Rædsel og Flugt. Klogest bærer de Fugle sig ad, der straks letter paa Vingerne, hvorimod de, der stoler paa Dykkeevnen og Redning ved undersøisk Flugt, oftest bliver Fjendens Bytte. Koldblodig lurer den paa det Øjeblik, da Dyk- keren forpustet kommer op igen for at snappe Luft. Som et Lyn er Ørnen da over den, og selv om det skulde lykkes den endnu en Gang eller to at undfly ved at dykke dybt ned, kommer tilsidst et Tidspunkt, da den er saa nær ved at kvæles, at den ikke øjeblikkelig kan gaa ned paany, — og da er dens Skæbne beseglet. Endnu større og mægtigere end vor europæiske Havørn er den her afbildede Kæmpe-Havørn eller (efter Opdageren) Stellers Havørn, hvis Hjem er Japans og det nordligste Stillehavs Kyster. Dens Legemslængde fra Næbspids til Halespids er 1 l/s Meter, og dens Vingefang kan være over tre Meter. Men det er ikke alene Størrelsen, der gør denne Art til den ypperste indenfor sin Slægt; ogsaa ved sine Farver udmærker den sig fremfor de øvrige ret monotone Havørne. Dens kraf- tigt formede Næb er straalende citrongult, og de mørke Partier af dens Fjerklæd- ning har en dyb sepiabrun Farve, der staar smukt til de store, snehvide Pletter. Intet Under, at denne prægtige Fugl er og længe har været et af de mest yndede Motiver i japansk Kunst. HESTENS STAMTAVLE SIDEN Buffons, Lamarcks, Erasmus Darwins og endelig Charles Darwins Dage er den nu almindelig antagne Udviklings- eller Afstamningslære bleven yder- ligere bekræftet gennem en Rigdom af geologiske Opdagelser, der har forøget vort Kendskab til de uddøde Dyreformer saa stærkt, at det nu for adskillige Gruppers Vedkommende er muligt at paavise og følge deres indbyrdes Afstamningslinier. Ved en saadan Række lykkelige Fund — dels i Europa, men især i Nordame- rika — er det bl. a. blevet os muligt at opstille en Stamtavle for den nulevende Hest, saa fuldstændig, at der næppe er nogen Brist af Betydning i hele Udviklings-