Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
414
UNIVERSETS UNDERE
KINDTÆNDER AF IGUANODON.
lem denne Kæmpeøgles
Kindtænder og Tænderne
hos den nulevende syd- og
mellemamerikanske Øgle
Leguanen eller, som dens
videnskabelige Navn lyder,
Iguana. Ligesom Iguana er
frugt- og planteædende, har
sikkert Iguanodon ogsaa
været en Planteæder; men
dermed ophører rigtignok
al nærmere Lighed. Me-
dens Iguana henlever det
meste af sit Liv paa Træ-
erne ved Vandet, har Igu-
anodon maattet lade sig
nøje med at blive paa Jor-
den, hvor den som Regel
gik oprejst, hvilende alene
paa Baglemmerne og den
kraftige Støttehale. I dens
Skeletbygning er der ad-
skillige Træk, der peger
over mod Fuglene og der-
for giver Iguanodon særlig
Interesse i udviklingshisto-
risk Henseende. Navnlig er
Baglemmernes Skelet fugle-
agtigt, hvorfor man da ogsaa benævner Iguanodon og de dermed nærmest beslæg-
tede Kæmpeøgler »Ornithopoder«, d. v. s. »de fugleføddede«. Medens de smaa For-
ben havde fem Tæer, havde Bagbenene kun — som saa mange Fugles — tre Tæer,
hvoraf Midtertaaen var den kraftigste. Ogsaa i Bækkenets Skelet var der fugle-
agtige Træk, som røber et nærmere Slægtskab mellem denne Kæmpeøgle og Fug-
lenes ældste Stamformer.
SOLENS „PLETTER**
SELV Solen har Pletter«, er jo blevet et Ordsprog for at udtrykke, at ingen er i
den Grad fuldkommen, at ikke en nærmere, minutiøs Undersøgelse vil kunne
blotte en eller anden lille Fejl. Da Solen virkelig har »Pletter«, faar Ordet bogstave-
lig og desto dybere Værd.
Hvad er imidlertid disse Pletter, og hvilken Betydning har de? Ser man paa
Solen gennem et Mikroskop, der giver en Forstørrelse i Tværmaal mellem Hun-
drede og to Hundrede Gange, vil den vise os en lysende Overflade af omtrent ens
Klarhed. — Omtrent, ikke fuldstændig; thi en nøjagtig Betragtning vil lade os op-
dage, at hele Overfladen er dækket af et meget fint Netværk. Overalt er der smaa
lysende Punkter, der i Klarhed overgaar den gennemsnitlige Lysstyrke; og overalt