Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
i Mellemrumme- mene mellem disse klarePunk- ter er der Prik- ker og Linier, hvis Lys er lidt mindre stærkt end Gennem- snitslyset. Et Fo- tografi af Solen, tilstrækkelig forstørret og skarpt til tyde- ligt at kunne vi- se disse fine Strukturfor- hold, ligner et stærkt forstør- ret Billede af et uregelmæssigt vævet Stof. Den ensartede lysen- de Klarhed, So- lens Overflade synes os at ha- ve, naar vi be- SOLENS »PLETTER« 415 tragter den med FOTOGRAFI af solskiven med en særlig stor pletgruppe. , n Den største Plet i Gruppen forneden er 101,000 Kilometer lang-. uvæbnede Øjne, rummer i Virkeligheden en meget sammensat Struktur og forskellige Lysgrader. Alle er de dog Nuancer i en mægtig Lysstyrke; noget virkelig mørkt eksisterer ikke paa Solen, der er kun Tale om Gradationer i Klarhed. For de flestes Vedkommende er disse Varieringer ikke store og kan let overses ved et flygtigt Blik, og i hvert Fald er den prikkede Struktur eller det »fotosfæriske Netværk« saa hurtigt skiftende i sine Enkeltheder og i det hele saa utydeligt, at Solen vilde være et meget uinteressant Himmellegeme som Genstand for Kikkert- undersøgelser, hvis der ikke fra Tid til anden viste sig anseligere og mere bestemt afgrænsede Fænomener — de saakaldte Solpletter og Solfakler. Skønt »Pletterne« i Virkeligheden er lysende, tegner de sig mørke, undertiden endogsaa meget mørke ved Kontrastvirkning til deres Omgivelser, hvorimod »Fak- lerne« er overordentlig stærkt lysende, klarere end noget andet paa Solens Over- flade. Pletterne synes at være en videre Udvikling af Marmoreringens eller Net- værkets mest mørke Partier, Solfaklerne af de mest lysende, og der er saa jævn Overgang fra de største Solpletter ned til de mindste Prikker og »Porer«, at en Grænse ikke let lader sig drage. Opdagelsen af Pletter paa Solen modtoges ikke blot med Mistro, men med Uvillie; — Solen, der gennem Aartusinder havde været Symbolet paa den abso- lute Renhed, og som paa saa mange Maader var indflettet i Menneskenes religiøse Forestillinger, kunde kun tænkes pletfri! Betegnende for denne Betragtningsmaade