Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
i Mellemrumme-
mene mellem
disse klarePunk-
ter er der Prik-
ker og Linier,
hvis Lys er lidt
mindre stærkt
end Gennem-
snitslyset. Et Fo-
tografi af Solen,
tilstrækkelig
forstørret og
skarpt til tyde-
ligt at kunne vi-
se disse fine
Strukturfor-
hold, ligner et
stærkt forstør-
ret Billede af et
uregelmæssigt
vævet Stof. Den
ensartede lysen-
de Klarhed, So-
lens Overflade
synes os at ha-
ve, naar vi be-
SOLENS »PLETTER«
415
tragter den med FOTOGRAFI af solskiven med en særlig stor pletgruppe.
, n Den største Plet i Gruppen forneden er 101,000 Kilometer lang-.
uvæbnede Øjne,
rummer i Virkeligheden en meget sammensat Struktur og forskellige Lysgrader.
Alle er de dog Nuancer i en mægtig Lysstyrke; noget virkelig mørkt eksisterer
ikke paa Solen, der er kun Tale om Gradationer i Klarhed.
For de flestes Vedkommende er disse Varieringer ikke store og kan let overses
ved et flygtigt Blik, og i hvert Fald er den prikkede Struktur eller det »fotosfæriske
Netværk« saa hurtigt skiftende i sine Enkeltheder og i det hele saa utydeligt, at
Solen vilde være et meget uinteressant Himmellegeme som Genstand for Kikkert-
undersøgelser, hvis der ikke fra Tid til anden viste sig anseligere og mere bestemt
afgrænsede Fænomener — de saakaldte Solpletter og Solfakler.
Skønt »Pletterne« i Virkeligheden er lysende, tegner de sig mørke, undertiden
endogsaa meget mørke ved Kontrastvirkning til deres Omgivelser, hvorimod »Fak-
lerne« er overordentlig stærkt lysende, klarere end noget andet paa Solens Over-
flade. Pletterne synes at være en videre Udvikling af Marmoreringens eller Net-
værkets mest mørke Partier, Solfaklerne af de mest lysende, og der er saa jævn
Overgang fra de største Solpletter ned til de mindste Prikker og »Porer«, at en
Grænse ikke let lader sig drage.
Opdagelsen af Pletter paa Solen modtoges ikke blot med Mistro, men med
Uvillie; — Solen, der gennem Aartusinder havde været Symbolet paa den abso-
lute Renhed, og som paa saa mange Maader var indflettet i Menneskenes religiøse
Forestillinger, kunde kun tænkes pletfri! Betegnende for denne Betragtningsmaade