Universets Undere
1. Bind

SOLENS »PLETTER« 419 nærmer sig sin Opløsning. Den mest paafaldende Mærkelighed ved disse Pletter er deres foranderlige Natur, deres uberegnelige Opstaaen, Omdannelser og spor- løse Forsvinden efter kortere eller længere Tids Forløb. Undertiden holder de sig endog kun faa Dage, skifter bestandig Udseende og bærer Præg af, at voldsomme Omvæltninger griber forstyrrende ind. Solpletter, hvis Overflade er adskillig større end hele vor Jords, kan dele sig i Grupper af Pletter, hvis enkelte Partier forbindes ved klare »Lysbroer«, der efterhaanden skyder sig ind i Pletternes Halvskygger og opløser mere og mere af de mørke Partier, — omtrent som man ser en smeltet Blymasse æde bort af de Blystumper, der flyder deri. Mange Formodninger er fremsatte om de mærkelige Pletter, der kommer og svinder og stadig forandres; men nogen helt tilfredsstillende Løsning har man EN REGISTRERET »MAGNETISK STORM«. Store Solpletdannelser foraarsager magnetiske Forstyrrelser paa Jorden, saa at alle Magnetnaale sættes i heftige Svingninger. De her viste Svingninger er registrerede af Greenwich-Observatoriets Magnet d. 13. —14. Februar 1912. Til højre paa Figuren er »den magnetiske Storm« ophørt, og Naalen falder atter i Ro og beskriver en lidet brudt Linie. endnu ikke naaet. Tidligere Tiders Astronomer har lagt særlig Vægt paa den Om- stændighed, at Plettens Kerne synes at ligge dybere end dens omgivende Halv- skygge, og at det tilstrømmende Stof, der danner Lysbroerne, undertiden gør Ind- tryk af at strømme ned i en Tragt, hvis Bund er Kernen, medens Halvskyggen danner dens Sider. De drog deraf den Slutning, at Solen i sig selv var et mørkt Legeme, omsluttet af et lysende Lag, hvori tragtformige Hvirvler og Aabninger ind til selve den mørke Kerne nu og da lod os se Dele af denne som Pletter i det lyse Overtræk. Denne Anskuelse hører imidlertid Fortiden til; vi ved nu, at Solen bestaar af glødende Masser i dampformig Tilstand under Temperaturer paa 7— 8000°. Nogle Forskere har da antaget Pletterne for at være en Slags begyndende Slakkedannelser, der opstod og atter bortsmeltede; men ogsaa denne Hypotese har man forladt. Mest tilbøjelig er man til at opfatte Pletterne som Sky dannelser, op- staaede ved, at de yderste, ophvirvlede Metaldampe afkøles under Paavirkning af det kolde Verdensrum og derved fortættes og synker dybere ned, nærmere Sol- overfladen, hvor de atter kommer ind i hede, lysende Damplag, opløses og flyder 53*