Universets Undere
1. Bind

34 UNIVERSETS UNDERE dem for Fabeldyr, skabt af en livlig Fantasi, — hvis ikke deres meget haandgribe lige jordiske Rester, Skeletter, Tænder, Huddele m. m. leverede saa uomstødelige Beviser for deres Fortidstilværelse paa Kloden. Blandt disse Kæmpeøgler er Kridtperiodens »Triceratops« en af de aller mærke- ligste, og tillige særlig interessant, fordi dens Bygning og Livshistorie netop giver os et lille Indblik i et af de dramatiske Afsnit af Fortidsdyrenes Liv, da organisk Udvikling naar det døde Punkt, der i Folkenes Historie svarer til Begrebet »Over- kultur«, og maa bukke under for mindre specialiserede, men derfor netop mere udviklingsmulige Organismer — Bærerne af en ny Fremtid, der skal føre Udvik- lingen videre ad et andet Spor. Det er frem for nogen den amerikanske Palæontolog, Professor Marsh, vi kan takke for Kendskabet til denne som til saa mange andre Kæmpeøglers Slægter, der først gensaa Dagens Lys ved hans og hans Assistenters Udgravninger af de Kalk- og Kridtlag, der i De forenede Staters far West strækker sig som et Bælte langs Klippebjergenes Ryg, gennem Staterne Montana, Wyoming og Colorado. En enkelt Udtalelse af Marsh i Anledning af de første Fund af Næsehornsøgler vil give et Indtryk af de Vanskeligheder og Farer, der fulgte med Opdagelsen og Transporten af de kæmpemæssige Levninger. Hvert Kranium vejede næsten to Tons, og saa- danne Uhyrer skulde tilmed indskibes i en af Coloradoflodens stejle, dybe og ørken- agtig øde Kløfter, »caiions«, paa et Sted, hvor der var halvtredsindstyve engelske Mil til nærmeste Jernbane — man vil forstaa, hvor vanskelig Opgaven var, blot i rent mekanisk Henseende. »Naar jeg tilføjer«, fortsætter Professor Marsh, »at nogle af de mest interessante Opdagelser blev gjort paa de fjendtligsindede Sioux-Indi- aneres Jagtdistrikter, og at Indianerne betragtede vore Udgravninger med over- troisk Frygt, vil man indse, at Opgaven ogsaa havde andre Skyggesider. Og jeg kunde fortælle om endnu større Vanskeligheder og Farer; men Resultatet gav rigelig Løn for alle udstaaede Trængsler«. Lad os nu se paa dette Resultat — og vi vil sikkert tiltræde Marsh' Slutnings- bemærkning. Dersom vi pludselig en Dag bag Elefantgaardens Jerntremmer i Zoologisk Have saa et næsehornsagtigt Dyr, hvis Hoved alene maalte tre Meter i Længde, hvis hele Krop var otte—ni Meter lang og Højden tre—fire Meter, da vilde ved første Øjekast Dyrets Størrelse vel imponere og forundre os mest. Men endnu mere vilde vi falde i Fortabelse over Enkelthederne i dets Bygning — især hvis vi lod det Rønt- gen-fotografere og saa dets indvendige Skelet. Dette Skelet samt Tænder og Hud- rester har imidlertid Jordlagene opbevaret saa fuldkomment, at vi alene ved Hjælp deraf kan rekonstruere hele Dyrets mærkelige Ydre, dels gennem Tegninger, som man kan se dem i geologiske Værker, dels ad plastisk Vej, saa at de gengives i Modeller, saa virkelighedstro, som de bl. a. ses i den berømte Dyrepark i Stellingen, hvorfra vort Gruppebillede er hentet. Og vel at mærke: saadanne Rekonstruktioner er ikke vilkaarlige, digteriske Fantasier, men videnskabelig underbyggede ved For- skernes nøje, sammenlignende Studium af Forholdet mellem hver enkelt Skeletdels Form og den deraf betingede. Muskulatur, der igen betinger hele Legemets Form og tillige kan fortælle ikke saa lidt om Dyrets Levevis. Hovedet er utvivlsomt den Del af Næsehornsøglens Legeme, der først falder os i Øjnene, og efter det har Uhyret da ogsaa faaet sit videnskabelige Døbenavn (sam- mensat af de græske Ord. treis = tre, ceras = Horn og ops = Ansigt). Den, der har staaet oppe paa Taarnbalustraden, ved Siden af den Række Sfinks-Statuer, der