Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
UNIVERSETS UNDERE
468
»FORSTENET BLÆST«.
De parallelle Bølgeslagsmærker viser, at Vinden stod ret ind
mod Kysten.
»FORSTENET SOLSKIN«.
I bagende Sol har den lerede Kysts Overflade slaaet dybe Rev-
ner og Furer, der senere er bievne udfyldte med opskyllet
Dynd. Paa den ituslaaede Lersten springer Udfyldningsmassen
frem som uregelmæssige Lister og Kamme.
danner i Klitternes Sand, eller som Bøl-
gerne frembringer, naar de løber hen
ad en lav, flad Strandbred. Tilsvarende
Vindfurer og Bølgeslagslinier finder man
undertiden i de Sandstenslag, der i en
fjern Fortid har været løst Strandsand,
hvori Datidens Bølger satte Mærker.
Det ene af de her gengivne Fotografier
viser, at Vinden er staaet skraat ind
mod Land, hvorved de tilbage vigende
Vanddele kom til at krydse de indad
gaaende, og et kvadreret Mønster op-
stod. Paa den anden fotograferede Sten
er Bølgeslagslinierne derimod parallelle,
fordi Vinden, der fremkaldte dem, er
staaet ret ind mod Kysten. Forudsat
man finder saadanne Stenlag i naturligt
Leje — in situ, som Geologerne kalder
det, — kan man nøjagtigt bestemme
Kompasretningen for den paagældende
Vind, med lige saa stor Sikkerhed, som
var det den Dag i Dag, den blæste —
og ikke en Dag, der maaske ligger Mil-
lioner Aar tilbage i Tiden.
Endelig kan man med en vis Ret
bruge Udtrykket »forstenet Solskina
om den Side 465 fotograferede Sten.
Oprindelig har den været noget Mud-
der fra Bredden af en Saltsø, der laa,
hvor nu Skibene sejler op ad Kanalen
til Manchester. Englands Klima var i
de Tider ørkenagtigt og hedt. Saltsøer-
nes Vand fordampede i den brændende
Sol, og Saltet afsatte sig som Krystaller
i Breddernes indtørrede Dynd. Ganske
det samme finder i vore Dage Sted ved
Det døde Havs Bredder, ovre ved Salt-
søen i Utah og mange andre Steder,
hvor Klimaet betinger Dannelsen af
Saltsøer.
Men ogsaa udenfor Saltsøernes nu-
værende og tidligere Omraade vil vi i
Jordlagene kunne finde Spor af stærk
Solhede. Enhver kender de Revner,
hvoraf indtørret Ler kan kløves i alle
Retninger. Saadanne Solspaltninger kan
ofte ses i Lerskifere, der har været ud-
sat for bagende Sol. Undertiden finder