Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
UNIVERSETS UNDERE 468 »FORSTENET BLÆST«. De parallelle Bølgeslagsmærker viser, at Vinden stod ret ind mod Kysten. »FORSTENET SOLSKIN«. I bagende Sol har den lerede Kysts Overflade slaaet dybe Rev- ner og Furer, der senere er bievne udfyldte med opskyllet Dynd. Paa den ituslaaede Lersten springer Udfyldningsmassen frem som uregelmæssige Lister og Kamme. danner i Klitternes Sand, eller som Bøl- gerne frembringer, naar de løber hen ad en lav, flad Strandbred. Tilsvarende Vindfurer og Bølgeslagslinier finder man undertiden i de Sandstenslag, der i en fjern Fortid har været løst Strandsand, hvori Datidens Bølger satte Mærker. Det ene af de her gengivne Fotografier viser, at Vinden er staaet skraat ind mod Land, hvorved de tilbage vigende Vanddele kom til at krydse de indad gaaende, og et kvadreret Mønster op- stod. Paa den anden fotograferede Sten er Bølgeslagslinierne derimod parallelle, fordi Vinden, der fremkaldte dem, er staaet ret ind mod Kysten. Forudsat man finder saadanne Stenlag i naturligt Leje — in situ, som Geologerne kalder det, — kan man nøjagtigt bestemme Kompasretningen for den paagældende Vind, med lige saa stor Sikkerhed, som var det den Dag i Dag, den blæste — og ikke en Dag, der maaske ligger Mil- lioner Aar tilbage i Tiden. Endelig kan man med en vis Ret bruge Udtrykket »forstenet Solskina om den Side 465 fotograferede Sten. Oprindelig har den været noget Mud- der fra Bredden af en Saltsø, der laa, hvor nu Skibene sejler op ad Kanalen til Manchester. Englands Klima var i de Tider ørkenagtigt og hedt. Saltsøer- nes Vand fordampede i den brændende Sol, og Saltet afsatte sig som Krystaller i Breddernes indtørrede Dynd. Ganske det samme finder i vore Dage Sted ved Det døde Havs Bredder, ovre ved Salt- søen i Utah og mange andre Steder, hvor Klimaet betinger Dannelsen af Saltsøer. Men ogsaa udenfor Saltsøernes nu- værende og tidligere Omraade vil vi i Jordlagene kunne finde Spor af stærk Solhede. Enhver kender de Revner, hvoraf indtørret Ler kan kløves i alle Retninger. Saadanne Solspaltninger kan ofte ses i Lerskifere, der har været ud- sat for bagende Sol. Undertiden finder