Universets Undere
1. Bind

EN SOMMERFUGL UNDER MIKROSKOP 471 som der er Linser i det sammensatte Øje. Fra et menneskeligt Standpunkt betrag- tet skulde det synes meget forvirrende at modtage et saa mangedoblet Indtryk af Omgivelserne. Vi finder det jo allerede galt nok at »se dobbelt« — end sige tusind- dobbelt! I en saa pinlig Situation befinder Sommerfuglen sig imidlertid næppe. De mange smaa Linser, der løber spidst sammen, men udad danner en stor, hvælvet Flade, kan sammenlignes med et Antal Kikkerter, der fra samme Punkt er rettet mod forskellige Synsfelter, og det Totalindtryk, Sommerfuglene faar, bliver sna- rest et Mosaikbillede, hvoraf hver enkelt Facet leverer sit Brudstykke. Noget skarpt Billede bliver det næppe, Sommerfuglen modtager af Omgivelserne, — men tilstræk- keligt for dens Behov. Hvad den jo med særlig Forkærlighed opsøger, er Blom- sterne, og talrige Iagttagelser og Eksperimenter har vist, at Sommerfuglenes Farve- sans er særdeles godt udviklet, og at de meget vel forstaar at skelne mellem Blom- sterne efter Farven og gøre deres Valg, ligesom de til Hvileplads forstaar at vælge Genstande, hvis Farvelighed med dem selv yder den bedst mulige Beskyttelse. Foruden de to store, sammensatte Øjne har mange Sommerfugle et Par smaa, usammensatte »Punktøjne«. Deres Betydning er ret gaadefuld; men saa meget er dog fastslaaet gennem Forsøg, at Sommerfuglen vilde være temmelig ilde faren, hvis den skulde nøjes med at se med dem alene. I udviklingshistorisk Henseende er disse smaa Øjne af Interesse, dels ved deres simple Bygning, dels fordi vi baade hos Larverne og de lavest staaende Insekter kun finder Punktøjne. Denne Øjeform er sikkert den oprindelige, hvoraf efterhaanden de sammensatte Øjne har udviklet