Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
480 UNIVERSETS UNDERE Vinden og Vandet (og Isen), hvor Vejrsmuldringen og Forvitringen har gjort det forberedende Arbejde. Her i Europa er de fleste Klitter kun halvvejs Børn af Vinden; Vandet er deres andet Ophav, thi som Regel er de jo Kystklitter, og i disses Tilblivelse har Havet den meget væsentlige Lod, at det skyller det Sand ind paa Strandbredden, hvoraf senere Vinden opbygger Klitten. Kystklitterne er altsaa efter deres Oprindelse hav- baarne, og fuldtud vindfødte Flyvesandstrækninger og Klitdannelser finder vi kun i Hedeegnenes »Indsande«. Anderledes i de fremmede Verdensdeles store Ørkener. Ogsaa om dem antog man ganske vist tidligere, at Havet havde Part i deres Tilblivelse, og at f. Eks. Saharas Sand var tørlagt Havbund, som Vinden senere havde formet til Sandbølger EN VANDREKLIT ELLER »MILE«. Den mod Beskueren vendende, ret stærke Skraaning er Milens Læside og betegner den Retning, i hvilken den fremherskende Vind fører Flyvesandet ind over de bevoksede Egne. og Dønningkæder. Da forskellige Højdemaalinger imidlertid godtgjorde, at dette næppe passede, hævdede man en Tid lang den Anskuelse, at Sandet dog for saa vidt stammede fra Atlanterhavet, som det ude fra Kysten efterhaanden skulde være blæst længere og længere ind i Fastlandet. Herimod stred imidlertid den i Sahara fremherskende Vindretning, der snarere gaar ud mod Havet. Tilbage bliver da den eneste rimelige og nu ogsaa paa mange Maader bekræf- tede Forklaring, at Saharas vældige Flyvesandsstrækninger stammer fra de ved Sol- eller Hedesprængning vejrsmuldrede Bjerge og Klipper i Fastlandets indre Stenørkener, og at Vinden fra disse Egne har bortblæst det findelte Materiale og deraf opbygget Sandørkenens Klitter og formet dem som et Hav med mægtige Bølger og Dønninger, der kan være flere Kilometer lange, og hvis Kamme kan være et Par Hundrede Meter høje. Oftest er saadanne Sandbølgers Forløb vinkelret paa den fremherskende Vind. Undertiden danner de dog hesteskoformigt krummede Buer, der vender den hule Side mod Vinden; — eller de kan under Orkan og stærk Storm være bievne søn-