Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
480
UNIVERSETS UNDERE
Vinden og Vandet (og Isen), hvor Vejrsmuldringen og Forvitringen har gjort det
forberedende Arbejde.
Her i Europa er de fleste Klitter kun halvvejs Børn af Vinden; Vandet er deres
andet Ophav, thi som Regel er de jo Kystklitter, og i disses Tilblivelse har Havet
den meget væsentlige Lod, at det skyller det Sand ind paa Strandbredden, hvoraf
senere Vinden opbygger Klitten. Kystklitterne er altsaa efter deres Oprindelse hav-
baarne, og fuldtud vindfødte Flyvesandstrækninger og Klitdannelser finder vi kun
i Hedeegnenes »Indsande«.
Anderledes i de fremmede Verdensdeles store Ørkener. Ogsaa om dem antog
man ganske vist tidligere, at Havet havde Part i deres Tilblivelse, og at f. Eks.
Saharas Sand var tørlagt Havbund, som Vinden senere havde formet til Sandbølger
EN VANDREKLIT ELLER »MILE«.
Den mod Beskueren vendende, ret stærke Skraaning er Milens Læside og betegner den Retning, i hvilken den fremherskende
Vind fører Flyvesandet ind over de bevoksede Egne.
og Dønningkæder. Da forskellige Højdemaalinger imidlertid godtgjorde, at dette
næppe passede, hævdede man en Tid lang den Anskuelse, at Sandet dog for saa
vidt stammede fra Atlanterhavet, som det ude fra Kysten efterhaanden skulde
være blæst længere og længere ind i Fastlandet. Herimod stred imidlertid den i
Sahara fremherskende Vindretning, der snarere gaar ud mod Havet.
Tilbage bliver da den eneste rimelige og nu ogsaa paa mange Maader bekræf-
tede Forklaring, at Saharas vældige Flyvesandsstrækninger stammer fra de ved
Sol- eller Hedesprængning vejrsmuldrede Bjerge og Klipper i Fastlandets indre
Stenørkener, og at Vinden fra disse Egne har bortblæst det findelte Materiale og
deraf opbygget Sandørkenens Klitter og formet dem som et Hav med mægtige
Bølger og Dønninger, der kan være flere Kilometer lange, og hvis Kamme kan
være et Par Hundrede Meter høje.
Oftest er saadanne Sandbølgers Forløb vinkelret paa den fremherskende Vind.
Undertiden danner de dog hesteskoformigt krummede Buer, der vender den hule
Side mod Vinden; — eller de kan under Orkan og stærk Storm være bievne søn-