Universets Undere
1. Bind

482 UNIVERSETS UNDERE sandet, der forgæves søger at kvæle Klitgræsset. Men jo mere Sand der dynges op, desto hurtigere vokser Hjælmen og Marehalmen, og saa indgroet er Kampen blevet i disse Planters Natur, at de daarligt nok trives uden den. Af oprindeligt Fjendskab mellem dem og det fygende Sand er der gennem Kappestriden opstaaet et inderligt Fostbroderskab, saa at den ene Part næppe kan undvære den anden: Jo større og kraftigere Hjælmen og Marehalmen bliver, desto hurtigere vokser Klitten, — fordi der da bliver mere Læ for det nye Flyvesand, der kommer til- fygende. Men omvendt: jo højere Klitten bliver, desto stærkere skynder Planterne sig at skyde nye Skud og Forgreninger for at hævde deres standard of life oppe i Lyset og Luften. Fik den hvide, »levende« Havklit Lov at vokse helt uforstyrret, vilde der f. Eks. langs Jyllands Vestkyst ligge en Kæde af Sandpyramider, som hævede sig jævnt skraanende op fra Stranden og indad mod Øst, paa Læsiden, faldt saa stejlt, som det løse Materiale overhovedet formaar at ligge. Men en saa regelmæssig Klitform ser vi sjælden, — fordi Naturen kun sjælden er helt regelmæssig: Klit- planterne gror ujævnt fordelte, og Vinden svinger, føjer Sand til her, tager fra dér. Undertiden kommer Storme, der paa faa Timer ødelægger, hvad stadig Vind har bygget op. De borer sig som Kardætsker ind i Klittens Sider og spalter den maa- ske tværs igennem, saa at der i Stedet for Klitrækken langs Kysten dannes Tvær- volde, »Rimmer«, af det bortfygende Sand. Eller Klitterne kan, sammen med Strandens opskyllede Sand, føres endnu læn- gere ind i Land og optaarne sig som høje, nøgne Miler — de skønneste af alle Klit- dannelser, fordi de endnu har bevaret Sandets jomfrueligt skinnende, havfødte Hvidhed. For Danmarks Vedkommende har vi det typiske Eksempel paa en saa- dan ubevokset Vandreklit i den store Raabjerg Mile, hvis kilometerlange, 600 Meter brede Sandbølger stiger jævnt og fast fra Vest, hvor Paalandsvinden har presset Kornene sammen, saa man gaar som paa et tykt Gulvtæppe, medens de mod Øst fra over 30 Meters Højde kaster sig ned i Styrtninger, hvis Sand er løst og glidende og stadig vandrer frem over de mørke Heder og Kær — gennemsnitlig en halv Snes Meter om Aaret. Men undertiden har Dele af Milens Midterparti rigtignok i en enkelt Storm kunnet rykke langt stærkere frem. TUNNELGRAVENDE EDDERKOPPER DET, der oftest aftvinger os Beundring for Edderkoppernes Snille, er vel nok Spindets fine Vævning og Konstruktion. Hos Vandedderkoppen (Side 128) saa’ vi dette Snille yderligere give sig Udslag i en mærkelig Evne til at opføre Dykker- klokker, hvorved Dyret formaar at henleve en stor Del af sit Liv under Vilkaar, der paa Forhaand skulde synes uovervindelige for et luftaandende Dyr. — Minér- edderkopperne viser os imidlertid en helt ny Type paa »Erhvervskultur«. Det er her hemmelighedsfulde Jordarbejder, Tunnelgravning, Anlæg af snedige Fælder og Faldlemme, der vækker vor Interesse for de smaa Konstruktørers Værk og vor Nysgerrighed efter at lære deres Liv at kende. Allerede i Tyskland, Nordfrankrig og England møder vi enkelte Repræsentanter for de jordbyggende Edderkopper — bl. a. den her afbildede og særligt skildrede »begbrune Mineredderkop« (Atypus piceus\, — men det er dog først i Middelhavs- landene og i det hele i de varme Jordstrøg, at de optræder talrigt.