Universets Undere
1. Bind

488 UNIVERSETS UNDERE Hunnen midtvejs op i sit Bo og graver i Væggen en Niche, hvori den lægger hen- ved hundrede smaa Ægkugler, der omhyggelig indspindes i Silkesvøb. Den ud- klækkede Yngel bliver nogle Maaneder hos Moderen, men jages saa bort fra Barn- domshjemmet for at grunde sig selvstændige Hjem. Nogle graver sig ned i Nabo- laget, andre drager »ad Luftvejen« langt bort fra deres Fødested, inden de an- lægger de nye Kolonier og fortsætter Forældrenes Levevis. STENE, DER KAN BØJES SAA haard som en Sten« siger vi, for at udtrykke det absolut ubøjelige, — og dog ser vi her et Fotografi af to Stenplader, der har krummet sig, som kunde det være to Stykker Vidskelæder, man bøjede. Det er imidlertid et Par meterlange Sandstensstykker fra Forindien, opstillede i et geologisk Museum. Foruden enkelte Steder i Indien har man fundet bøjelige Sandstene i nogle af Nordamerikas forenede Stater. Bedst kendes de dog fra Brasilien, hvor man særlig i Bjerget Itacolumi, i Guld- og Diamantstaten Minas Geraés, længe har væ- ret vidende om det mærkelige Fænomen, at de Sandstenslag, hvoraf Bjerget er op- bygget, indeholder Partier, som er saa bøjelige og spændstige, at de, naar de klø- ves i tynde Plader, lader sig krumme uden at brække. Efter det vigtigste Findested har man kaldt denne Sandsten Itacolumit. Dens mineralogiske Sammensætning frembyder intet paafaldende, idet dens Hovedbe- standdele er de to ganske almindelige: Kvarts og Glimmer; som Biprodukter kan den indeholde nogle Jernforbindelser og undertiden Guld og Diamanter. Aarsagen til denne Sandstens Bøjelighed var længe gaadefuld. Oprindelig antog man, at det var dens Indhold af Glimmer, der laa til Grund derfor, eftersom tynde BØJELIGE SANDSTENSPLADER. Den øverste Plade har kun Støtte ved Siderne; dens Midte krummer sig derfor nedad, hvorimod Forholdet er omvendt hos den nederste Stenplade.