Universets Undere
1. Bind

STENE, DER KAN BØJES 489 Glimmerblade jo let lader sig krumme; men denne Forklaring er ikke fyldest- gørende og er senere opgivet, bl. a. fordi man kender langt mere glimmerholdige Sandstene og Skifere, der er absolut ubøjelige. Desuden er det kun mindre Partier af Bjergets Masse, der lader sig bøje. Undersøges disse Partier nærmere, viser det sig, at der mellem Sandstenens enkelte Kvartskorn er en Mængde Sprækker og Porer, og at Kornene kun griber ind mellem og over hverandre, uden noget syn- derligt Bindemiddel, saa af hele Stenen er meget porøs. Heri mener man at have fundet Gaadens Løsning, idet man formoder, at det er denne ejendommelige For- bindelse mellem Stenens enkelte smaa, skarpkantede Bestanddele, der virker som utallige Hængsler og tilsteder en vis Forskydning og Bevægelighed i den hele Masse. Kuriøst nok skyldes disse Sandstenes Bøjelighed altsaa ikke Glimmerblade, men netop, om end indirekte, den haardeste af alle vore almindeligste Stenarter, Kvartsen, den vi her hjemme bedst kender i Form af Flintesten — og selv Begrebet »haard som Flint« bliver saaledes til en vis Grad relativt! EN „TELEGRAFERENDE“ PLANTE r Forindiens og Ceylons Sumpskove vokser en lille, kun meterhøj, ærteblomstret J- Busk (Desmodium gyrans), der, trods sit beskedne Udseende, er en af Plante- verdenens mærke- ligste, mest gaade- fulde Former. Da engelske Forskere og Rejsende i Slut- ningen af det 18. Aarhundrede op- dagede den, saa de til deres Forbav- selse, at de Smaa- blade, — to smaa Sideblade og et stort Endeblad, — hvoraf hvert Blad er sammensat, be- standig var i Be- vægelse, selv om Luften var blikstil- le. Sidebladene be- skrev i Løbet af 1 — ll/s Minut vand- rette Kredse, hvor- imod Endebladet udførte lodrette Kredsbevægelser, skiftevis sænken- de og atter hæven- de sig, — ganske Universets Undere. »TELEGRAFPLANTEN« (DESMODIUM GYRANS). 62