Universets Undere
1. Bind

490 UNIVERSETS UNDERE som »Armen« paa vore Jernbanesignaler, eftersom den melder klart Spor eller giver Stoppetegn. Da Englænderne indførte denne Plante i deres Drivhuse, kaldte de den derfor ogsaa meget betegnende »Telegrafplanten«, et Navn, den endnu bærer i England. At en Plantes Blade udfører selvstændige Bevægelser, upaavirkede af Vinden, er ikke noget enestaaende Fænomen. Vi kender en Mængde Blomster, der aabner og lukker sig, eftersom det er Solskin eller truer med Regn eller bliver Aften, og mange Planters Løvblade forandrer Stilling efter vekslende Lys- og Temperatur- forhold — for ikke at tale om den berømte følsomme Mimose, hvis Smaablade klapper sammen ved Berøring. Men i alle disse Tilfælde forstaar vi den hensigts- mæssige Betydning af Bevægelsen, kender dens Aarsager og er i det mindste no- genlunde klar over dens Mekanik. — »Telegrafplanten«s »Telegrafering« er os der- imod endnu gaadefuld. MYREÆDENDE PATTEDYR AT der i alle fremmede Verdensdeles varme Egne, tilmed repræsenterende tre A forskellige Ordener, eksisterer en Række Pattedyr, saa godt som udelukkende tilpassede og henviste til at leve af noget saa smaat som Myrer og Termitter, an- skueliggør maaske bedre end noget andet disse Insekters Masseoptræden i Troperne. »Myreæderne« — som vi for Nemheds Skyld vil kalde dem, selv hvor det er de falske »hvide Myrer«, Termitterne, der er Hovedkost — har endda for adskil- lige af disse Formers Vedkommende en meget anselig Størrelse, som maatte staa i absolut naturstridigt Misforhold til deres Føde, hvis ikke netop Kvantiteten heraf udlignede denne Modsætning og bragte Balance mellem Udgifts- og Indtægtssiden. I det tropiske Amerika træffer vi disse Pattedyrs typiske Repræsentanter, Myre- slugerne, som her særlig skal omtales. I Asiens og Afrikas hede Egne færdes de barokke Skældyr, der ser ud som store, levende Grankogler og i hvert Fald ligner Krybdyr mere end Pattedyr i Ydre. I Syd- og Mellemafrika lever endvidere det store, langørede Jordsvin; — og endelig huser Australien det æglæggende, med Næbdyret beslægtede Myrepindsvin og den stribede Pungmyresluger. Den ensartede, meget specielle Levemaade har præget alle disse myreædende Pattedyrformer, saa at visse Karaktertræk er bievne fælles eller i det mindste fremherskende — f. Eks. stærke Gravekløer, forlænget Snude, en langt udstrække- lig, ormeformig Tunge, rigelig Afsondring af klæbrigt Spyt, hvori Insekterne hæn- ger fast; Mangel af Tænder, eller kun svag Udvikling af disse; en tyk, sejg, for Myregift og Bid uimodtagelig Hud — og lignende hensigtsmæssige Træk, som vi maa skrive paa Tilpasningslovenes Konto. At de fleste myreædende Pattedyr er ufarlige, fredelige og delvis ret værgeløse Dyr, der oftest søger Tilflugt i Jordhuler eller paa Træerne, harmonerer ogsaa godt med deres Levevis. Værgeløs kan man dog ikke kalde Sydamerikas store Myresluger, »Myrebjør- nen« (Myrmecophaga jubata), — hvilket bl. a. fremgaar af den Brydekamp, Carl Hagenbeck i sin Tid maatte udkæmpe med en Myrebjørn, han købte paa en Landejendom fire engelske Mil uden for Southampton og kørte ind til Byen. Det blev en højst uhyggelig Køretur, hvorom han i sin Bog »Dyr og Mennesker« fortæller: »Efter at jeg havde købt Dyret, mente den tidligere Ejer, at jeg rolig kunde tage det med mig i Drosken, blot Vinduet blev lukket, saa det ikke kunde