Universets Undere
1. Bind

MYREÆDENDE PATTEDYR 491 smutte ud. Da jeg den Gang ikke havde Anelse om Dyrets Farlighed, lod jeg mig overtale til den dumme Streg at tage Myrebjørnen med mig ind i Drosken . . . . Der sad jeg nu altsaa med min firbenede Nabo, som snart blev paa ængstende Vis urolig og pludselig gjorde Forsøg paa at gribe fat i mig med begge sine skarp- kloede Forpoter. Til at begynde med gik den løs paa mine Ben, i hvilke den ha- gede sig saa fast, at ieg havde Møje med at faa dem fri igen. Under hele Køreturen brødes vi nu frem og tilbage, og jeg maatte uafbrudt værge mig mod nye Angreb, hvilket ikke var nogen let Sag, da Dyret maalte 77a Fod fra Snude til Halespids DEN STORE »MYREBJØRN«. SYDAMERIKA. Bliver over 2 Meter lang-. Pelsen er, paa den sorte Halsstribe nær, meleret sort-graa-brun og- danner en Manke. og havde Kæmpekræfter. Med mine Kræfter var det derimod fuldstændig forbi, da vi endelig naaede Southampton, og jeg kunde tilkalde Hjælp.............« Den store Myrebjørns stadige Arbejde med Udgravning af Myreboer og Itu- brydning af Termithøje har udviklet dens Forlemmers Muskulatur til en saadan Fuldkommenhed, at et Favntag af den virker som en Skruestik. Og naar til Styrken føjes Gravekløernes skarpe Vaaben, vil man forstaa, at Sydamerikas Indianere betragter en Kamp med den store Myrebjørn som lige saa skæbnesvanger som et Angreb af en Jaguar, — hvortil dog rigtignok er at bemærke, at en Myrebjørn vist- nok aldrig gaar angrebsvis til Værks, naar den ikke — som Hagenbecks — føler sig i Fare, hvorimod det samme ikke kan siges om Jaguaren. At et saa stærkt Dyr som Myrebjørnen saa godt som ingen Fjender har, und- tagen Mennesket, er let forstaaeligt; kun Jaguaren drister sig en Gang imellem til at angribe den; — men selv dette store og smidige Rovdyr slipper ikke altid godt 62*