Universets Undere
1. Bind

492 UNIVERSETS UNDERE fra en Tvekamp med en opret siddende Myrebjørn, der paa ægte Bjørnevis langer den nogle vældige Slag med sine Forpoter. Det gængse Navn »Myrebjørn« skyldes vel nærmest denne Kampmaade; men ogsaa Dyrets langhaarede, buskede Pels, der, paa en enkelt sort Stribe nær, er holdt i melerede sort-graa-brune Toner, giver det et bjørneagtigt Ydre. Absolut særegen for den er imidlertid den mægtige Haledusk, der er lige saa lang som Hoved og Krop tilsammen, ca. P/s Meter, og hvis Haarbeklædning har en Længde af henved en halv Meter. Naar man ser denne vældige Svejf løftet til Vejrs — som Dyret ofte har for Skik at bære den — forstaar man det betegnende i det brasilian- ske Navn »Tamandua bandeira«, »Fane-Myreslugeren«. TAMANDUA-MYRESLUGEREN. SYDAMERIKA. Tamandua’en er omtrent saa stor som en Ræv Dens Hovedfarver er sort og- gult. Dagen igennem holder Myrebjørnen sig skjult mellem Krat og højt Græs, hvor den ligger og sover med Haledusken bredt hen over sig som et Tæppe, men naar Mørket falder paa, gaar den ud til sit natlige Hærværk paa Myre- og Termitboer, hvis Tusinder og atter Tusinder forskrækkede Indvaanere tumler forvirrede om mellem de søndrede Ruiner, medens Myrebjørnens klæbrige, ormeformede Tunge hurtigt og regelmæssigt som et Maskinstempel glider en halv Meter ud fra den lange Snude og atter tilbage, hver Gang slæbende Hundreder af Smaadyr med ind i det tandløse Mundrør. Men der skal alligevel mange Tungeslik til, inden Sul- ten stilles, og det er let at forstaa, at et stort Dyr, der lever af saa smaabitte In- sekter, stadig maa ligge paa Vandring og hver Nat maa opspore nye Termit- og Myreboer. Medens den store Myresluger er for tung og klodset til at klatre og udelukkende hjemsøger jordbyggende Arter, er dens mindre Slægtning, den almindelige bra- silianske Tamandua mere Træ- end Jorddyr. Forbenenes indad vendte Krogpoter, der minder om Dovendyrets, giver den en usikker, kluntet Gang, men de er for-