Universets Undere
1. Bind

510 UNIVERSETS UNDERE efter det for denne Art, og kun for den, særegne Mønster, — derfor denne Uende- lighed af Kunstmotiver i en eneste, ubetydelig Bundprøve fra Oceandybet. Kun i een Henseende er de mange smaa Modeller forskellige fra de Smykker, hvormed man uvilkaarlig sammenligner dem; de er hverken af Sølv eller andet ædelt Me- tal, men kun af — Kiselsyre, det samme Stof, der opbygger en Flintesten og kan forme Kvartsen til klare, straalende Bjergkrystaller. Dog, Skøn- heden maales jo ikke efter Værdien. Det lille mikroskopiske Præparat fører os midt ind i en af de interessanteste Epoker i den men- neskelige Erkendelses Historie, Dybhavets Ud- forskning, og hensætter os til det klassiske »Chal- lenger«-Togt, der for et Par Snese Aar siden lag- de den Grund, hvorpaa al moderne Dybhavs- undersøgelse blot har bygget videre. Da »Challenger« den 25. Maj 1876, efter om- trent halvfjerde Aars Krydstogter i Verdensha- vene, kastede Anker ved Portsmouth, havde dette Skib gjort en Erobring for Videnskaben, der i fuldeste Maal berettigede det til at bære sit kække Navn, »Udfordreren«. Hen ved 70,000 Sømil var tilbagelagt, og ved talrige Indsamlinger og Lod- ninger — en enkelt paa over 8000 Meters Dybde — var Oceanernes Bund og ukendte Liv for før- ste Gang blevet systematisk udforsket. Saa grundig var denne Udforskning, at Eks- peditionens Geolog, den nylig afdøde Sir John Murray, endog kunde foretage en Kortaflægning af Verdenshavenes Bund og i store Træk angive baade deres topografiske Bygning og geologiske Dannelsesmaade. I en tidligere Artikel (Side 344) har vi omtalt en anden Gruppe smaa, eencellede Slimdyr, Foraminifererne, hvis Kalkskaller danner og gennem lange Jordperioder har opbygget vidt- strakte Aflejringer paa Havbunden, hvor dennes RADIOLARIESKALLER. STÆRKT FORST. Dybde ikke overstiger 4000 eller højst 5000 Meter. Paa meget store Havdybder opløses imidlertid de nedsynkende Kalkdele af den med det stigende Tryk tiltagende Kulsyremængde i Havet, og paa saadanne Dybder er det derfor ikke mikroskopiske Kalk-, men Kiselskaller, der udgør Bundaflejringernes Hovedmasse. Denne kan, som vi har set (Side 404), skyldes encellede Planter, Diatoméerne eller Kiselalgerne, men i de fleste Tilfælde er den et Værk, udført af Radiolariernes mikroskopiske, men talløse Liliputverden. Talløs er denne usynlige Verden med Hensyn til Individ- mængde, men talløs synes den næsten ogsaa i Arts- og Formrigdom. Som den tyske »Valdivia«-Ekspeditions Chef, Professor Chun siger: »et eneste mikroskopisk Præparat af Radiolarie-Dynd fra ca. 5250 Meters Dybde nær ved Kokosøerne i det indiske Ocean vilde give en Forsker rigeligt et Aars Arbejde med at tegne og be-