Universets Undere
1. Bind

44 UNIVERSETS UNDERE i en lavvandet Vig ved Ny-Zeeland, for, paa de Indfødtes Vis, at fange Flyndere ved at sætte den nøgne Fod paa dem, pludselig følte stikkende Smerter rundt om sin Læg og til sin Rædsel saa denne omslynget af Armene af en Oktopod, som krøb op ad hans Ben. Da han bukkede sig for at rive den løs, sugede blot flere Arme sig fast — og han havde kun to Arme mod Uhyrets otte. Den kolde Sved sprang frem paa Panden, fortæller han, og skønt Dyrets Krop ikke var større end en knyt- tet Haand, var det ham absolut umuligt at blive det kvit paa anden Maade end ved at gribe om Kroppen med sin ene Haand og med en Dolk i den anden forme- lig save de læderagtigt sejge Arme af, een efter en — et Arbejde saa modbydeligt, at han fik Kvalme derved. — Men naar en saa lille Blæksprutte kunde holde i den Grad fast, hvad skal man saa tro om de 25 kg tunge Oktopoder, 3 Meter i Maal med udstrakte Arme, der undertiden er tagne i Bugten ved Nizza — midt i Riviera- Gæsternes mondæne Paradis. Intet Under, at der gaar sære Frasagn om Fiskere, som blev trukne ud af Baaden — ikke af en Havfrues hvide Arme, men af fantastisk grimme og stærke Havuhyrers vortebesatte Sugearme. -------Er vort Totalindtryk af en Oktopod saaledes alt andet end tiltalende, set med en Æstetikers Blik, saa maa vi huske, at i Naturen hersker ikke Principet l’art pour l’art. Dér spørges ikke om det skønne, men om det nyttige, der bevarer Arten; og om vi finder det artsbevarende skønt eller grimt, spiller ingen Rolle. Maalt med denne Maalestok maa Oktopoderne betragtes som meget fremskredne Væsener. Deres Hjernes, Sanseorganers og hele Intelligens’ Udvikling hæver dem uendelig højt over de øvrige Bløddyrs Kreds og gør i Forening med deres Muskel- kraft, Sugeskaale og skarpe Hornnæb disse Dyr til værdige Aner af en urgammel Stamme, hvis Forfædre i Jordens Oldtid var klædt i Skalpanser — som i vore Dage kun Nautilen er det — og var Verdenshavenes Herskere. Til den aandelige og legem- lige Kraft føjer sig endda List som et yderligere artsbevarende Princip under Til- værelseskampen — dels Evnen til at skjule sig bag en udsprøjtet, blæksort Vædske, dels Dyrets vidunderlige Farvetilpasning, der er saa hurtigt virkende og saa nøje afstemt efter Omgivelserne, at en Oktopod, »som kryber hen over Bunden i et Akvarium, skifter Kulør hurtigt og pludseligt, eftersom den flytter sig fra lys til mørk Grund, eller omvendt, — ja, dens ene Legemshalvdel kan sammen med de den tilhørende Arme i et Nu blive snehvid paa hvidt Sand, medens den anden Halvdel, der forbliver paa mørkere Klippegrund, beholder sin mørke Farve. Og naar den sidder paa Lur, har den stedse nøjagtig det samme graalige, brunlige eller rødlige Skær som de nærmeste Omgivelser« (Dreyer). Kommer hertil, at Oktopodens moderlige Instinkt er saa stærkt, at Hunnen Uger i Træk nidkært bevogter sine Æg — endog mistroisk mod sin egen Mage — og, indtil de udklækkes, stadig pumper friskt, iltholdigt Vand hen over dem gennem sin Tragt--ja saa maa vi indrømme, at den otte-armede Blæksprutte, naar alt kommer til alt, er et Dyr, der vel har Skinnet imod sig, men i Virkeligheden fortjener vor største Beundring og Respekt. Det sidste bliver den undertiden til Del — det første kun sjelden. X-STRAALEEDDERKOPPEN I Eftersommerens og Høstens Dage ser vi Buske og Hegn prydede med de smukke, hjuldannede Spind, bestaaende af ring- og straaleformige Traade, som den store, tykke Korsedderkop har spundet. I Troperne har den mange Slægtninge, der bliver