Universets Undere
1. Bind

EN BI-STATS TILBLIVEN 51 tionen, end hvis denne foregik rent automatisk. — For at Luftfornyelsen stadig kan fortsættes, afløses de viftende Afdelinger bestandig af nye. Hver Bi vifter kun om- trent et Minut ad Gangen; en anden Arbejder kommer da frem bag den og over- tager Hvervet, medens den første træder af. Men under alt dette farer de provian- terende Bier ud og ind og passerer uhindret frem og tilbage mellem Vifternes Rækker. I en Bisværms Samfund finder vi altsaa en Dronning eller Moder-Bi, hvis ene- ste — men rigtignok ogsaa betydningsfulde — Opgave er at sørge for, at alle Klække- cellerne forsynes med Æg; dernæst nogle faa Snese Droner eller Han-Bier, der paa det her skildrede Tidspunkt er et omtrent unyttigt Paahæng, og endelig fra ti til tredive Tusind Arbejdere, af hvem hele Koloniens fremtidige Trivsel og Fremgang afhænger. Denne store Hær af Arbejdere synes at bestaa af omtrent to lige store Halvdele, hvoraf den ene er ganske unge Bier, der aldrig før har været ude at flyvé, medens den anden indbefatter fjorten Dage gamle Bier, som allerede er vant til Udenomsarbejde. Sværmens voksdannende Medlemmer samler sig i en tæt Klynge i Kubens øvre Regioner og forbliver der, saa længe de fabrikerer Voks. Temperaturen i denne Klynge svinger mellem 95 og 98 Grader Fahrenheit (ca. 54° C.), hvilket er langt over den Varmegrad, der hersker i Kubens øvrige Del. Hver Bi hænger ubevægelig i Stimmelen, indtil dens otte Vokslommer paa Bagkroppen er bievne fulde, og krav- ler da hen til Kanten af en Cellekage, der er under Bygning, og arbejder videre paa dennes Opførelse, saa længe dens Byggemateriale rækker til. Derefter vender den tilbage til Klyngen — til en ny Hvileperiode, hvorunder dens Voksbeholdere fyldes paa ny. Blandt Naturens mange Undere er maaske Honningbiernes hele Samfundsliv et af de bedste Eksempler paa teknisk Snille. FLAMMER PAA SOLEN »T)ER synker Taagestjernen,« — siger en Digter om Solen, men tilføjer lidt tviv- J—lende: — »Hvis Hypotesen da er rigtig«. Intet kunde synes mindre ligt en taaget Stjerne end netop Solen, hvad enten vi ser paa den med de blotte Øjne eller gennem Kikkerten. Taageagtig forekommer den os absolut ikke, men staar med skarpe, klare Omrids — en fuldendt Cirkel- skive, uden mindste Uregelmæssighed. Fuldmaanen har ikke skarpere Omrids, og hos den er de langt mere uregelmæssige — takkede, som de er, af Maanebjergene. Alligevel er Udtrykket »Taagestjernen« netop betegnende for Solen, ikke alene ved Hentydningen til dens urfjerne Tilbliven af en taageagtig Masse — den Betydning, Digteren lagde i sine Ord —men ogsaa med Henblik paa dens nuværende Tilstands- form. Kun kræves der særlige Undersøgelser for at kunne konstatere dens taage- eller rettere gasagtige Natur. Naar Maanens mørke Legeme under en total Solformørkelse skyder sig ind mel- lem os og Solen og fuldstændig dækker dennes Skive, kan vi let iagttage, at det, vi til daglig ser af Solen, kun er en Del af dens hele Masse. Langt ud fra den af Maaneskiven dækkede Solkugle skyder sig nemlig fine, ujævnt begrænsede Stof- dele, der udad til bliver mere og mere utydelige, indtil de omsider taber sig i Ver- densrummet. De viser os, at Solen virkelig, i bogstavelig Forstand, er »en Taage- stjerne«. 7*