Universets Undere
1. Bind

54 UNIVERSETS UNDERE dersøgelse »Spektroskopet«, — et Apparat, der som bekendt lader Lyset brydes gennem Glasprismer, hvorved det spaltes og danner det saakaldte Spektrum, Regn- buens syv-farvede Baand. I dette Spektrum ses under visse Forhold Linjer, af hvilke man kan drage Slutninger om det lysende Legemes (i dette Tilfælde Solens) fysi- ske og kemiske Beskaffenhed, idet nemlig ethvert Grundstof viser ganske bestemte, for det særegne Linjer. Man opdagede da herved, at Solprotuberanserne virkelig er glødende Luftarter — »Flammer« i Ordets bogstavelige Forstand, — og at de overvejende bestaar af Grundstoffet Brint. Men Spektroskopet gjorde det tillige SOLSKIVEN MED TO INDBYRDES KORRESPONDERENDE, MÆGTIGE FLAMME- UDBRUD. Protuberanserne kan ved saadanne Udbrud naa en Højde af over 40 Gange Jordens Diameter. muligt at se Flammerne, ogsaa, naar der ikke var Solformørkelse. Hindrin- gen for under almindelige Forhold at kunne iagttage dem ligger jo deri, at So- lens alt overstraalende Lyskraft ganske udvi- sker dem for os; men i Spektroskopet har vi nu faaet et Middel til altid at kunne studere dem, og retter man Instrumen- tet mod Solranden og af- søger denne, ser man gen- nem den aabne »Slæde« Flammerne, saaledes som Diagrammet S. 52 fremstiller dem. Et kvart Aarhundred senere naaede Forsknin- gen et nyt, betydnings- fuldt Skridt videre frem, idet det lykkedes til en- hver Tid paa Dagen at kunne fotografere Flammerne paa Soloverfladen ved Hjælp af et meget sindrigt Apparat, »Spektroheliografen«, der konstrueredes omtrent samtidig af forskellige Astronomer, bl. a. Professor Hale, Direktør for Kenwood-Observatoriet i De for- enede Stater. Dette Apparat ligesom sigter eller sier Sollyset fra, saa at kun det for Brinten karakteristiske Lys bliver tilbage, og Fotografiet gengiver da kun de Dele af Soloverfladen og dens nærmeste Omgivelser, hvor dette Lys findes — med andre Ord: Flammerne eller Protuberanserne selv. To af Professor Hales første Solflammefotografier er gengivne paa Side 53. Da man i 1868 lærte at anvende Spektroskopet til Iagttagelse af Flammerne, gjorde man tillige den Opdagelse, at Solen i hele sit uhyre Omfang er dækket af et omtrent 10,000 Kilometer tykt Lag af lysende Brint. Dette mægtige Lag — den saakaldte »Kromosfære« — er ikke jævnt glat, men har en takket Rand, omtrent som Randen af en Sav. Overfladen minder om et oprørt Flammehav, hvorfra de omtalte Protuberanser slynges tilvejrs i fantastiske Former, som mangetakkede, flakkende Tunger, der snart ligner uroligt svajende Trækroner, snart kniplingsfine