Universets Undere
1. Bind

FLAMMER PAA SOLEN 55 Fjerskyer eller afrundede, klodsede Klodeskyer. Ofte ser man dem løfte sig som mægtige Ildstraaler, der aabenbart slynges op under uhyre Pres og sprænges ved en frygtelig Eksplosion. Man kan skelne mellem to Slags Protuberanser, de rolige og de voldsomme eller eruptive. De rolige Flammer bestaar væsentlig af Brint og skifter kun langsomt Form. Som lette Røghvirvler paa Sommerhimlen eller som sagte glidende Skyer svæver de hen over Solen, ofte forbundne med den ved tynde Strenge. — De erup- tive Flammer viser derimod i Spektret ofte flere forskellige Stoffers Linjer — Jern, Natrium, Magnium o. fl., — og de er prisgivne Revolutioner og Bevægelser af den voldsomste Art. Saaledes gennemløb en Gruppe imponerende Solflammer, der iagt- toges af Astronomen Fényi den 30. September 1895, i faa Øjeblikke en Række uhyre Forandringer. Flammerne blev 506,000 Kilometer høje — en Højde, der overgaar Jordens Tværmaal 40 Gange. Da Maanens Afstand fra Jorden kun er 385,000 Kilo- meter, vilde denne Flamme, regnet fra Jorden, altsaa have kunnet naa langt forbi Maanen! I Løbet af fire Minutter voksede Flammemassen omtrent 166,000 Kilo- meter tilvejrs, — hvilket vil sige, at den i hvert enkelt Sekund skød sig 700 Kilo- meter længere ud i Himmelrummet! Og lige saa hastigt som dette voldsomme Ud- brud foregik, lige saa brat tog det af og forsvandt sporløst. Solflammerne staar i nøje Sammenhæng med adskillige andre Fænomener paa det mægtige Himmellegeme, frem for alt med Koronaens Straaler og med »Sol- pletterne« — Forhold, der senere vil blive omtalt. Hvad der imidlertid har en ganske særlig Interesse, er, at der undertiden kan iagttages Flamme-Fænomener paa Soloverfladen, der paa den mest iøjnefaldende Maade godtgør, hvilken inderlig Forbindelse der er mellem de her omtalte Forhold, og giver os Lejlighed til at faa en dybere Forstaaelse af Sollegemets indre Natur. Saaledes saa Astronomen Trouvelot den 26. Juni 1885 to ganske usædvanlig mæg- tige Flammemasser slaa ud fra Solen samtidig, hver naaende en Højde af omtrent 580,000 Kilometer og — som vort Billede viser — brydende frem nøjagtig lige over- for hinanden paa hver Side af Sollegemet. En saadan Iagttagelse illustrerer godt, at Kraftkilden til to saa kæmpemæssige, indbyrdes korresponderende, vulkanske Udbrud, om hvis Mægtighed vi slet ingen Forestilling kan danne os, ikke maa søges i Solens ydre Masse, men dybt i det vældige Himmellegemes Indre. BLADSKÆRENDE MYRER — „PARASOLMYRERNE" I Brasilien regerer Myrerne!« Dette Mundheld undgaar ingen at høre, der har levet ude mellem Brasiliens Skove og Plantager; og der vil heller ikke hengaa lang Tid, inden han ved Selvsyn faar bekræftet, at Ordet rummer en større eller mindre Brøkdel af Sandheden, om end — heldigvis — ikke den hele. Bedst som han en Solskinsdag rider gennem Kaffeplantagen eller langs Skov brynet, faar han Øje paa et højst mærkeligt Optog, der krydser tværs over Ride- stien og faar ham til at stige af Hesten for nærmere at betragte det. Er det tilfæl- digvis en Palmesøndag, har han maaske — som det er hændet Meddeleren — for en Time siden inde i den lille Provinskøbstads Gader mødt en højtidelig, langsomt fremskridende Procession af Mennesker, der mindedes Dagen ved at bære store, opløftede Palmeblade. Dobbelt studser han da ved herude at træffe et Optog af en ganske anden Art, og dog ligt det første ved, at ogsaa her bærer Deltagerne Blade! I