Universets Undere
1. Bind

BLADSKÆRENDE MYRER — »PARASOLMYRERNE« 57 Tusind- eller Hundredtusindvis maa Deltagerne tælles, og Bladene er ovale, af- skaarne Bladstykker, der bæres i Munden; som Parasoller løftes de tilvejrs og føres frem i det travle, febrilske Tempo, der præger alt, hvad Myrer foretager sig. Her er det et Arbejde, der gøres; og betydningsfuldt maa det være for dette Myrefolks Ve og Vel, at dømme efter, hvor talrigt og ihærdigt Befolkningen deltager i Arbej- det. Dette kan være brydsomt nok; mange Myrer bærer Bladstykker, der i For- hold til dem selv er saa store, at hvert nok saa sagte Vindpust faar Bladene til at krænge over som Storsejl for et Stormkast, saa at Myren, medens det staar paa, har fuldt op at gøre blot med at staa fast og holde Balancen. Men Bladet slippes ikke, presser Vinden det end nok saa haardt til Siden; maaske standses Myren derved og kan med sin bedste Vilje ikke vinde et Fjed frem; men stadig holder den, med sammenbidte Kæber og Kindbakker, standhaftig sin grønne »Parasol« op, og naar Vindstødet er drevet over, iler den vi- deremedfordobletTravl- hed. Og med den kappes Kammeraterne i Geled- derne — tilsammen en fremadstormende Stor- armé af marscherende EN CIKADE, MASKERET SOM EN BLADSKÆRENDE MYRE. Ned ad Grenen gaar en »Parasolmyre«, der bærer et nys afskaaret Bladstykke. Cikaden ved Siden af den er grøn og- meget høj og sammentrykt, saa at den ved sin Forklæd- ning (Mimicry) ligner Myren med Bladet og derved muligvis undgaar Efterstræbelse. Blade, hvoraf mange skjuler deres Bærere, saa at neppe nok de smaa, rappe Fødder ses. Alle iler de i samme Retning, ad Myreveje, der er brede som Menneskestier, men som de smaa Dyr selv har ryddet gennem mandshøjt Græs og mellem Buske og Træer og bagefter har banet og glattet, indtil Vejene er bievne saa jævne og farbare som en af vore Chausseer. Aabenbart stræber hele Bladhæren mod et fælles Maal; — hvilket og hvorfor skal vi straks faa at se. Men undertiden kommer tomhændede, eller rettere: tom- mundede »Parasolmyrer« — som Brasilianerne betegnende kalder dem — løbende i fuld Fart mod Strømmen, og følger vi en af dem, faar vi Løsning paa det første, og for Plantageejeren og den praktiske Mand vigtigste af de mange Spørgsmaal, Synet af denne Hær af vandrende Blade rejser hos en fremmed Tilskuer. Ad den, en Snes Centimeter brede Hovedvej, der, som en Forsker har sagt, er »mere befærdet end Gaderne i Londons City«, løber Myren afsted, indtil den drejer om ad en eller anden Bivej, som, hvis det er i en Plantage, maaske fører hen til et Orangetræ, hvori da Myren — og mange Kammerater med den — kravler op. Allerede forinden man naar Træet, vil man undertiden kunne høre en ejendomme- lig, knitrende Lyd. Den kommer fra Tusinder af travle Myrers skarpe Kindbak- sakse, der med rutineret Færdighed klipper Orangebladene ud i buede Stykker, hvormed de derefter entrer ned ad Grene og Stamme, indtil de atter naar Jorden. Universets Undere. Q