Universets Undere
1. Bind

58 UNIVERSETS UNDERE Tilfredse med Høstudbyttet kiler de nu hjemefter til deres Bo. Undertiden vejer Byrden en halv Snes Gange saa meget som de selv; men alligevel bæres den, hvis det skal gøres, uforknyt op ad stejle, mange Meter høje Skrænter, uden at tabes, og uden at de smaa, ihærdige Dragere mister deres Fodfæste. Hvortil benyttes nu alle de Tusinder og atter Tusinder af Bladstykker, der slæ- bes ned i det underjordiske Bo? Dette var længe en Gaade. Nogle antog, at Bladene anvendtes f. Eks. til at tapetsere Hjemmet med; andre gættede paa, at de ved deres Gæring skulde gøre Nytte som et Slags Centralvarmeapparat! Først den engelske Naturforsker Belt og, især, den tysk-brasilianske Biolog Møl- ler, bragte Gaadens Løsning, paa hvis Enkeltheder andre Forskere derefter har arbejdet og endnu arbejder videre. De Blade, der bæres hjem, bliver tagne under meget grundig Behandling af de store Arbejdere i Boet (hvori der findes baade mindre og større Former af Arbej- derindivider). Bladstykkerne klippes i ganske bittesmaa Stumper, der blødgøres og æltes sammen, indtil de danner en Slags Grød. Af denne Grødmasse er det, at selve Reden bestaar. Dens Indre minder ganske om en Badesvamps labyrintiske Gange og Huller, og i disse Hulheder opholder Hannerne, Hunnerne og Yngelen sig. Blad- massens Formaal er imidlertid ikke blot at danne en underjordisk Rede. Forholdet er langt mere kompliceret, idet dens Hovedbetydning er den at være en Slags Mist- bænke, hvori Myrerne driver en overordentlig rationel Svampeavl, hvorpaa de ofrer større Omhu, end den mest passionerede Champignonsdyrker kan udvise. Den underjordiske Labyrints sammenæltede Bladgrød er gennemvævet af et Traadnet eller »Mycelium« af en ganske bestemt Svampeart, og paa Traadene sid- der en Mængde smaa, knudeformige Opsvulmninger, der er overordentlig rige paa Æggehvidestof. Det er ved Forsøg godtgjort, at disse »Kaalrabier« — som Møller kaldte Svampeknuderne, — udgør de bladskærende Myrers eneste Næring, og det er ligeledes godtgjort ved Iagttagelser og Forsøg, at Kaalrabieine opstaar udeluk- kende ved Myrernes Svampedyrkning. Tager man Beboerne bort fra en Svampe- have, fremkommer der i Stedet for »Kaalrabi« lange Lufttraade, som efter kort Tids Forløb giver hele Reden et skimlet Udseende. Denne, for Svampen selv natur lige Lufttraadsdannelse modarbejder og hindrer Myrerne ved, at bestemte Arbej derhold — de smaa Arbejdere — Dag og Nat afbider de fremspirende Lufttraade, ligesom Gartneren beskærer sine Frugttræer. Ved den stadige Af klipning af Luft- traadene ændres Svampevegetationens Natur, og »Kaalrabi«-Knoldene dannes. Bliver den af en eller anden Grund forsømt, udvikles der derimod af Traadvævet store Paddehatte, som meget minder om Fluesvampens Hat. Gartneriet bestaar imidlertid ikke blot i, at Lufttraadene bides af, men ogsaa i en gennemført Renkultur. Alt, hvad der hedder Ukrudt — hvilket i dette Tilfælde vil sige Skimmel og anden unyttig eller skadelig Svamp — holdes absolut borte fra Mistbænkene. Skønt hver Bladstump, der bæres ned i Boet, naturligvis huser en Mængde forskellige Sporer paa sin Overflade, finder man i en beboet Rede aldrig andre Svampe end netop den ene, bestemte Art, der dyrkes. Ogsaa Princippet »Vekseldrift« finder vi anvendt i disse smaa Væseners Svampe- kultur. Naar den gamle Bladgrød efterhaanden taber sin Frugtbarhed, bærer de større Arbejdere den stykkevis ud af Boet og erstatter den samtidig af nys hjem- bragt, frisk og mere næringsholdig Bladmasse, hvori de mindre Arbejdere da »saar« eller rettere indpoder Bundter af de dyrkede Svampetraade, indtil den nye Blad- masse snart faar det samme snefnugagtige Overtræk, som den øvrige Del af Boet har.