Universets Undere
1. Bind

ER MARS BEBOELIG? 65 dige Støvstorme og Hvirvelvinde paa Mars; men herved lader de sig lede paa Vild- spor af deres Fantasi, thi aldrig vil saadanne Omvæltninger gribe forstyrrende ind i denne Klodes rolige, tynde Lufthav. Tvivler man om, at Mars’ Iskapper virkelig smelter bort under Sommersolens Indflydelse, saa kan man herpaa svare: Den Hurtighed, hvormed disse Kapper svinder bort, er det tydeligste Bevis for, at Solstraalerne her ikke virker paa store Ismasser. Der er i Virkeligheden intet Bevis for, at der nogensinde finder betyde- lige Snefald Sted paa Mars. Under Marsvinterens overordentlig lave Temperatur — en Temperatur, som maa staa langt under den, man nogensinde har fundet i Si- birien — vil selv det mindste Gran Fugtighed straks blive til Rim og vil da ved sin hvide Farve skuffende ligne Sne. Paa den anden Side er det ikke udelukket, at Tem- peraturen i mange Egne af Mars til visse Tider i nogle faa Timer kan naa en lig- nende Højde som her paa Jorden, og da Vandet paa Mars som Følge af det lave Lufttryk allerede kan koge mellem 40 og 50" i Stedet for, som hos os, ved 100", behøver det ikke at undre os, at de tynde Rimfrostlag paa dens Overflade til visse Tider smelter og fordamper meget hurtigt. Denne Opfattelse af Planetens Forhold støttes ved en Iagttagelse, der hyppig er gjort. Paa Side 62 ser vi en Tegning af Mars, saaledes som Astronomen Antoniadi saa den i Meudon den 20. September 1909 gennem en stor Kikkert med 86 cm's Objektiv-Diameter, paa et Tidspunkt, da Planetens sydlige Halvkugle havde Som- mer. For oven ser man Polpletten og helt for neden til højre en stor, lys Region, som man kalder »Aeria«, og som i Almindelighed har en rødlig Farve. Det er en Ejendommelighed, for denne og flere lignende Egne paa Mars, at de Morgen og Aften — altsaa naar Solen staar lavt over dem — bliver hvide i Stedet for røde og aabenbart faar et eller andet Nedslag, som Frosten farver. Der kan her neppe være Tale om noget andet end et tyndt Sne- eller Rimfrostdække. Disse Egne ser da lige saa lyse ud som de hvide Polarkapper. Det er derfor sandsynligt, at de ikke væsentligt adskiller sig fra dem i deres Natur. Under saadanne Betingelser maa Plantelivet, selv i sine laveste Former, have de største Vanskeligheder ved at kunne hævde en Kamp for Tilværelsen paa denne Klode; og for et Liv af højere Art maa vi betegne Mars som ganske uskikket. Højere udviklede Væsener forlanger et mildere Klima, en tættere, fugtigere Atmo- sfære og et mindre voldsomt dagligt Temperaturskifte. Disse Betingelser kræver og opfyldes af en større, Solen nærmere Planet — nemlig vor Jord, som er beklædt med Vegetation, omhyllet af Luft og saaledes i rigt Maal besidder saavel den »flyg- tige Sky« som det »faldende Blad«.------- Det maa være Oversætteren tilladt at føje et Par Bemærkninger til denne Artikel. Allerede tidligere nærede en Del Astronomer den Formodning, at Mars maa være beboet, og da Schiaparelli i 1877 opdagede de ejendommelige, snorlige Linjer, som man har kaldt Mars’ »Kanaler«, var adskillige tilbøjelige til at tyde dem som Ingeniørarbejder, udført af højt intelligente Væsener. Fra modsat Side er dette Standpunkt blevet bekæmpet, og endnu er Spørgsmaalet næppe afgørende løst. To berømte Astronomer staar for Tiden som førende Repræsentanter for de to stri- dende Lejre: Amerikaneren Lowell og Englænderen Sir Walter Maunder, hvis Artikel er gengivet her. I denne Artikel gaar Forfatteren ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet om »Mars- kanalerne«, som han imidlertid kritiserer i en senere Afhandling. Universets Undere. 9