Universets Undere
1. Bind

78 UNIVERSETS UNDERE kunne dræbe Faaret. Tilsvarende Spredningsapparater hos Græsarter paa indbyr- des fjerne Steder af Jorden som Nordamerika, Ny-Kaledonien og Queensland kan faa samme skæbnesvangre Betydning for Faarene dér som Fjergræsset paa Rus- lands Stepper. — Dog, sligt er Undtagelsestilfælde, som kun bekræfter Regelen om Naturens blinde Ligegyldighed, naar det gælder Artens Bevaring. FRA MAANENS VERDEN SOLEN er gledet ned bag den vestlige Horisont, og Dagen er flygtet med den. Men Jorden drejer sig videre om sin Akse og fører os stedse dybere og dybere ind i Nattens Mørke. Da dæmrer et blegt Skær frem paa Firmamentet, og i Sølv- glans stiger Maanen op — den gamle Mytologis straalende Phøbos, der hersker over alle Stjerner, indtil Dagen atter bryder. Med sit klare Lys overstraaler den alle andre Himmellegemer og bliver ofte Astronomens ufrivillige Fjende, fordi den tilslører og udvisker de Enkeltheder, han stræber at udforske. Den er Nattens Stjerne par excellence, det Hemmelighedsfuldes og Drømmenes Stjerne — og den første Station paa Menneskeaandens Erobringstogt ud i Verdensrummet. Saa længe der har været tænkende Mennesker paa Jorden, har Maanen fanget deres Opmærksomhed. Dens vekslende Stillinger paa Himmelhvælvingen, dens regelmæssigt skiftende Udseende og periodiske Komme og Forsvinden maatte tidlig JORDEN OG MAANEN. Begge Himmellegemer er fremstillede i deres relative indbyrdes Størrelse, men Maanen maa da i samme Forhold tænkes 29 Gang-e længere borte fra Jorden end paa Billedet.