Universets Undere
1. Bind

FRA MAANENS VERDEN 83 langsommere blev denne, og slutte- lig havde Maanen i Forhold til Jor- den slet ingen Drejning mere. Siden da vender den derfor altid den sam- me Side mod os, og dens Dag falder nøjagtig sammen med dens Omløbs- tid omkring Jorden. I Begyndelsen paavirkede Tiltrækningen ogsaa Maanens Form. Den forlængedes ind mod Jorden og blev, som Bille- det Side 78 viser den. Saaledes har Maanen da Jorden som Ophav. Men det Stof, hvoraf den bestaar, er langt lettere end det, hvoraf Jorden er bygget, thi det stammer jo fra dennes yderste, min- dre vægtfyldige Dele. Medens Jord- skorpens gennemsnitlige Vægtfylde er fem Gange saa stor som Vandets, og dens indre, jernholdige Masse har endnu større Vægtfylde, er Maa- nelegemets Vægtfylde kun to Gange saa stor som Vandets. Alt tyder paa, at Maanelandets Overflade bestaar af forholdsvis lette Kalkstensmas- ser, gennemfurede af en Mængde Kløfter og Spalter. Den klare Glans, derudstraaler derfra, saa blændende hvid som fra de lyseste Skyer, giver Indtryk af, at hele Landskabet er opbygget af Marmor og Kalk. I tidligere Tider har den lille Klode, der saaledes er brudt ud fra sin Moder-Klode, haft baade Vand, og Luft; men det har den ikke be- holdt. Dens Volumfen er 50 Gange mindre end Jordens, og dens Masse, dens Vægt er 81 Gange mindre; som Følge deraf er ogsaa dens Tiltræk- ningskraft langt ringere. En Ting, der paa Jorden vejer 1 kg, vilde paa Maanen kun veje Ve deraf. Denne ringe Tiltrækningskraft er Aarsag til, at den lille Klode maatte miste sit Luftdække; den formaaede ikke at fastholde Luftdelene. Og det Vand, der oprindelig har fyldt dens Sænk- ninger, er hurtigt blevet opsuget af KLØFTER PAA MAANEN. Parti af Maanens Overflade i Nærheden af Krateret Hyginus. Kløfterne antages at være store Spaltedannelser, udfyldte af Lava. 11*