Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

120 at undersøge Theoriens Gyldighed. Dr. Crawford, der af Black omtales som den, der har gjort ham bekendt med Irvines Theori, har som ovenfor nævnt udgivet en Bog, der hedder „On animal Heat“; jeg har kun kunnet faa 2den Udgave af en tysk Oversættelse af Crell; den er fra 1789. De Forsøg over Varmelære, der omtales, er gjorte 1777. Bogen indeholder et større Afsnit, der omhandler Varmelære med mange efter Da- tidens Forhold gode Forsøg. Tillige indeholder den Anvisning til at beregne det absolute Nulpunkts Beliggenhed efter Irvines Metode. Varmelæren indledes med en Række Definitioner: „Absolut Varme“ betegner „den Kraft eller det Element“, der er Aarsag til Varmefænomenerne. At Legemerne har forskellig Kapacitet vil sige, at de har forskellig Kraft til at beholde Varmen. Overalt i Fremstillingen senere bruger han Ordet „Kapacitet“ som Varmefylde. Han fremsætter dernæst de sædvanlige Sætninger om, at Varmen breder sig, til Temperaturen er ens, og at der er Varme i alle Legemer. „Den Varme, der findes i ethvert Legeme, antages begrænset — dette maa man mene, hvad enten man anser Varmen for et Stof eller en Kraft eller Evne.“ „Samme Mængde af samme Stof ved samme Temperatur har samme Varmemængde.“ Han gør nu en Mængde Forsøg med Blanding af Vand for at vise, at i Kviksølvtermometrene mellem Frysepunkt og Kogepunkt svarer hver Grad til en lige stor Varmetilførsel. Efter Beskrivelsen af disse Forsøg uddrager han som Resultat, at nysnævnte Sætning holder stik. Han diskuterer de forskel- lige Muligheder, nemlig: 1) Kapaciteten voxende med Temperaturen 2) — aftagende „ — 3) — svingende „ — 4) — konstant „ — og viser paa meget besværlig — og fra hans Standpunkt ikke uangribelig — Maade, at dette maatte medføre: 1) Blandingstemperaturen ligger over Middeltallet 2) — „ under —