Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur
Forfatter: Kirstine Meyer
År: 1909
Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel
Sted: København
Sider: 179
UDK: 536 Mey
DOI: 10.48563/dtu-0000018
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
119
Denne Theori forklarer altsaa Følgerne af, at Kapaciteten for-
andrer sig; at dette sker, skyldes indre Forandringer i Stoffet,
som ingen kender Aarsagen til. Black vil ikke opstille nogen
Hypotese; han siger blot: „da det er en Kendsgerning, at der
maa Varme til for at smelte Isen, mener jeg, det er rimeligt,
at Varmen er Aarsagen dertil, idet den danner en Art Forbin-
delse med Isen.“ Han siger endvidere angaaende dette Punkt:
„Naar vi lægger Mærke til, at det, som vi kalder Varme, for-
svinder under Isens Smeltning og kommer frem igen under
Vandets Frysning, da kan vi vanskeligt undlade at forestille os
det som et Stof, som forbinder sig med Vanddelene, som disse
er forbundne med Glaubersalt under dettes Opløsning.“ Menin-
gen med disse Ytringer i Forhold til Irvines Theori er: Kapaci-
tetens Forandring er ikke Aarsag til, at den bundne Varme
maa tilføres, men er et Fænomen, der opstaar, fordi Varmen er
Skyld i, at Tilstandsformen forandres. Ganske lignende Betragt-
ninger anstilles over Fordampningen, hvor han atter omtaler
Varmen som et Stof, der er forbundet med Dampens Dele;
ogsaa her antager Irvine, at Nødvendigheden af at tilføre For-
dampningsvarme finder sin Forklaring ved, at Dampen har en
større Kapacitet. Black mener, at Irvine er gaaet ud fra, at
Dampens Kapacitet for Varme er større end Vandets, fordi dens
Rumfang er større. Black paapeger det mærkelige i, at der
drages samme Slutning for Smeltning og Fordampning, skønt
der er Rumfangsformindskelse ved Smeltningen; da nu tillige
Dr. Irvines Søn i 1803 omtaler Isens Varmekapacitet som 9/io
af Vandets, synes det rimeligt at slutte, at — i hvert Fald til
at begynde med — var Forandringen i Kapacitet kun apriorisk
antagen.
Denne Sag blev nu tagen op af flere og indarbejdet saa-
ledes med den stoflige Theori om Varmens Natur, at de næsten
identificeredes. Nogle af de vigtigste Arbejder skal nu omtales,
da de har den Interesse for det her behandlede Emne, at de
søger at bestemme i Tal Beliggenheden af „det absolute Nul-
punkt“ ved Hjælp af Ræsonnementer, der er analoge med Irvi-
nes. Jeg mener tillige at kunne se, at Grunden til, at Theorien
holdt sig saa længe, for en Del hænger sammen med en ukri-
tisk Behandling af et større Forsøgsmateriale, der blev brugt til