Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

119 Denne Theori forklarer altsaa Følgerne af, at Kapaciteten for- andrer sig; at dette sker, skyldes indre Forandringer i Stoffet, som ingen kender Aarsagen til. Black vil ikke opstille nogen Hypotese; han siger blot: „da det er en Kendsgerning, at der maa Varme til for at smelte Isen, mener jeg, det er rimeligt, at Varmen er Aarsagen dertil, idet den danner en Art Forbin- delse med Isen.“ Han siger endvidere angaaende dette Punkt: „Naar vi lægger Mærke til, at det, som vi kalder Varme, for- svinder under Isens Smeltning og kommer frem igen under Vandets Frysning, da kan vi vanskeligt undlade at forestille os det som et Stof, som forbinder sig med Vanddelene, som disse er forbundne med Glaubersalt under dettes Opløsning.“ Menin- gen med disse Ytringer i Forhold til Irvines Theori er: Kapaci- tetens Forandring er ikke Aarsag til, at den bundne Varme maa tilføres, men er et Fænomen, der opstaar, fordi Varmen er Skyld i, at Tilstandsformen forandres. Ganske lignende Betragt- ninger anstilles over Fordampningen, hvor han atter omtaler Varmen som et Stof, der er forbundet med Dampens Dele; ogsaa her antager Irvine, at Nødvendigheden af at tilføre For- dampningsvarme finder sin Forklaring ved, at Dampen har en større Kapacitet. Black mener, at Irvine er gaaet ud fra, at Dampens Kapacitet for Varme er større end Vandets, fordi dens Rumfang er større. Black paapeger det mærkelige i, at der drages samme Slutning for Smeltning og Fordampning, skønt der er Rumfangsformindskelse ved Smeltningen; da nu tillige Dr. Irvines Søn i 1803 omtaler Isens Varmekapacitet som 9/io af Vandets, synes det rimeligt at slutte, at — i hvert Fald til at begynde med — var Forandringen i Kapacitet kun apriorisk antagen. Denne Sag blev nu tagen op af flere og indarbejdet saa- ledes med den stoflige Theori om Varmens Natur, at de næsten identificeredes. Nogle af de vigtigste Arbejder skal nu omtales, da de har den Interesse for det her behandlede Emne, at de søger at bestemme i Tal Beliggenheden af „det absolute Nul- punkt“ ved Hjælp af Ræsonnementer, der er analoge med Irvi- nes. Jeg mener tillige at kunne se, at Grunden til, at Theorien holdt sig saa længe, for en Del hænger sammen med en ukri- tisk Behandling af et større Forsøgsmateriale, der blev brugt til