Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

129 lag for Lavoisiers Varmetheori, og da det er gennem hans Ar- bejder, at Sejren for den stoflige Theori er vunden for en længere Aarrække, faar de betydelig Interesse; da ovennævnte Antagelser én for én korrigeres, falder den stoflige Theori med det samme. Lavoisiers Anskuelser om Varmens Natur finder man fremsat paa flere Steder i hans samlede Skrifter sammen med Rede- gørelser for Samtidens eller Fortidens Anskuelser paa dette Punkt. Som vi skal se, hævdes hans egne Anskuelser ikke altid med samme Bestemthed. I „Reflexions sur le phlogistique“ *) finder man efter en Omtale af denne Theori en Redegørelse for hans egne An- skuelser om Varmens Natur* 2). Det ses af hans Fremstilling, hvor overordentlig stor Betydning Blacks Opdagelse af „bunden Varme“ har haft for hans Forestillinger. Varmens eller Ildens Materie antages at være en Vædske med elastiske Egenskaber, som kan trænge ind mellem Mole- kylerne i alle Legemer. Hvis dens Mængde forøges, udvider Legemet sig, formindskes den, trækker Legemet sig sammen; den findes mellem Legemets egne Dele; disse berører ikke hin- anden men holdes sammen ved Tiltrækningen, og der trænger netop saa megen Varme ind, at der bliver Ligevægt mellem de Kræfter, hvormed denne søger at drive Delene fra hinanden, og disses indbyrdes Tiltrækning. Jo mere Plads der er mellem Delene, des mere Varme kan der være. Der skelnes mellem fri og bunden Varme; som Exempel paa bunden Varme anføres ikke blot Smelte- og Fordampningsvarme, men ogsaa den Varme, der bliver fri, ved at en kemisk Forbindelse sønderdeles. I den bundne Tilstand har Varmen mistet sin Elasticitet, er Del af et Legeme og kan ikke virke opvarmende; den frie Varme derimod har Tilbøjelighed til at brede sig, til at befugte alle omgivende Legemer, idet den har en større eller mindre Vedhængning til dem. Kapaciteten for fri Varme defineres paa samme Maade som nu; den er ikke ens for alle Stoffer, men konstant for hvert — i det mindste i et lille Interval f. Ex. fra smeltende Sne til kogende Vand. Den maa — uafhængig af al Hy- potese — være afhængig af, hvor langt Molekylerne ) Mem. de l’Acad. des sciences 1783, S. 624, samt i 2) Samlede Værker (Oeuvres), Tome II, S. 640. 9