Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

Forfatter: Kirstine Meyer

År: 1909

Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel

Sted: København

Sider: 179

UDK: 536 Mey

DOI: 10.48563/dtu-0000018

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
56 er forsynede med Skalaer ses paa Tegningerne, og Maaling af Varmegrader omtales, hvor han beretter om Maanestraalers Varmeevne1); han fortæller, at Maanestraalerne under 10 Slag af hans Pulsilogium, naar de samles med et Hulspejl og Straa- lernes Foreningspunkt rammer Termometerkuglen, faar Vandet til at synke 2 °, mens Solens Varme, samlet paa samme Maade, i Løbet af to Pulsslag faar Vandet til i største Fart at synke 110°. Han bemærker udtrykkeligt, at de Tal, man faar for Varmegrader, afhænger af Instrumentet. I Aarhundredets Midte begynder man at bruge Vædske- termometre, d. e. Termometre, hvor Angivelsen af Varmegrader sker efter en Vædskes Udvidelse i et tillukket Rør. De mest bekendte af denne Art er de florentinske Termometre, først fyldte med Vand, senere med Vinaand, som allerede fra 1641 har været brugte i Florens, og som menes at være opfundne af Storhertug Ferdinand II af Toscana. De beskrives udførligt i „Saggi“ og bruges ved Accad. del Cimentos Forsøg. En Del af Temperaturmaalingerne med disse Termometre er det, der tjener til at vise Uholdbarheden af Antiperistasisprincippet. Skalaen var vilkaarlig; naar dog en Del af Florentinertermometrene kunde give ret overensstemmende Maalinger, laa det aabenbart i, at de dygtige Instrumentmagere2), som Forsøgslederne raadede over, var i Stand til at lave Termometre af samme Størrelsesart lige- dannede, saa at Beholder og Rørvidde og -længde havde et nogenlunde konstant indbyrdes Forhold til hinanden; naar der da paa dem alle anbragtes samme Tal foroven og forneden paa Røret, blev Angivelserne nogenlunde overensstemmende. I „Saggis“ Fremstilling faar man kun akkurat Besked om, hvorledes det brugte Termometer er fremstillet, og om de For- søg, der er anstillede dermed, men intet om, hvorledes Brugerne selv betragter det, hvilke Fortrin og Mangler de finder ved det. Derimod gør Robert Boyle i „The history of cold“ paa sin omstændelige Maade Rede for sine Anskuelser om de forskel- lige Termometres Fortrin, Mangler og Virkemaade, beklager Savnet af en almengyldig Skala, gør opmærksom paa den Mangel ') Commentar til Avicenna, S. 76 B. 2) Saggi, S. 1 og flg.