Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur
Forfatter: Kirstine Meyer
År: 1909
Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel
Sted: København
Sider: 179
UDK: 536 Mey
DOI: 10.48563/dtu-0000018
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
56
er forsynede med Skalaer ses paa Tegningerne, og Maaling af
Varmegrader omtales, hvor han beretter om Maanestraalers
Varmeevne1); han fortæller, at Maanestraalerne under 10 Slag
af hans Pulsilogium, naar de samles med et Hulspejl og Straa-
lernes Foreningspunkt rammer Termometerkuglen, faar Vandet
til at synke 2 °, mens Solens Varme, samlet paa samme Maade,
i Løbet af to Pulsslag faar Vandet til i største Fart at synke
110°. Han bemærker udtrykkeligt, at de Tal, man faar for
Varmegrader, afhænger af Instrumentet.
I Aarhundredets Midte begynder man at bruge Vædske-
termometre, d. e. Termometre, hvor Angivelsen af Varmegrader
sker efter en Vædskes Udvidelse i et tillukket Rør. De mest
bekendte af denne Art er de florentinske Termometre, først
fyldte med Vand, senere med Vinaand, som allerede fra 1641
har været brugte i Florens, og som menes at være opfundne af
Storhertug Ferdinand II af Toscana. De beskrives udførligt i
„Saggi“ og bruges ved Accad. del Cimentos Forsøg. En Del af
Temperaturmaalingerne med disse Termometre er det, der tjener
til at vise Uholdbarheden af Antiperistasisprincippet. Skalaen
var vilkaarlig; naar dog en Del af Florentinertermometrene kunde
give ret overensstemmende Maalinger, laa det aabenbart i, at
de dygtige Instrumentmagere2), som Forsøgslederne raadede over,
var i Stand til at lave Termometre af samme Størrelsesart lige-
dannede, saa at Beholder og Rørvidde og -længde havde et
nogenlunde konstant indbyrdes Forhold til hinanden; naar der
da paa dem alle anbragtes samme Tal foroven og forneden paa
Røret, blev Angivelserne nogenlunde overensstemmende.
I „Saggis“ Fremstilling faar man kun akkurat Besked om,
hvorledes det brugte Termometer er fremstillet, og om de For-
søg, der er anstillede dermed, men intet om, hvorledes Brugerne
selv betragter det, hvilke Fortrin og Mangler de finder ved det.
Derimod gør Robert Boyle i „The history of cold“ paa sin
omstændelige Maade Rede for sine Anskuelser om de forskel-
lige Termometres Fortrin, Mangler og Virkemaade, beklager
Savnet af en almengyldig Skala, gør opmærksom paa den Mangel
') Commentar til Avicenna, S. 76 B.
2) Saggi, S. 1 og flg.