Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

Forfatter: Kirstine Meyer

År: 1909

Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel

Sted: København

Sider: 179

UDK: 536 Mey

DOI: 10.48563/dtu-0000018

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
61 hvor Frysningen er begyndt, saa at der danner sig lange Is- naale deri, og fyldes til F med den samme Vædske, som er i Termometret. Det Termometer, der skal inddeles, og Cylinderen anbringes ved Siden af hinanden i det kolde Vand; dette op- varmes langsomt, og der sættes Mærke paa Termometerrøret, hver Gang Vædsken i Cylinderrøret staar ved en af Delestregerne. Denne Angivelse gaar tilsyneladende ret upaaagtet hen, men selve Princippet tages — som vi senere skal se — flere Gange op igen. Inden jeg forlader Redegørelsen for Boyles Stilling til Termometerspørgsmaalet, er der endnu en Ting af Betydning at omtale. Det er, hvad han skriver om „Aarsagen til For- tætningen af Luften og Stigningen af Vandet i almindelige Vejrglas“1). Han medtager disse Betragtninger, fordi selv de simple Fænomener angaaende almindelige Termometre endnu ikke er bievne tilstrækkeligt undersøgte. Den første Mening om Aarsagen til ovennævnte Fæno- men er den, som næres af „„the schools and Peripateticks“ og Hovedmængden af lærde Mænd af forskellige Sekter, som lærer, at naar Kulden i den ydre Luft sammentrækker Luften, der er indeholdt i Vejrglasset, og derfor trækker den sammen til et mindre Rum, .... saa maa Vandet stige .... for at der ikke skal opstaa et Vakuum, som Naturen afskyr“. Boyle ivrer stærkt mod denne Anskuelse, og selve Iveren er dog et Tegn paa, at de gamle Anskuelser er ret livskraftige endnu. — Interessantere er hans Bemærk- ninger angaaende den Mening, „som udtales af nogle moderne Naturalister, som erkender, at Luften har Vægt, og som derved forklarer Stigningen af Vandet i Vejrglas. De lærer, at naar Kulden af den omgivende Luft faar den indelukkede Luft til at trække sig sammen til et langt mindre Rum end før, vil Vandet ved den omgivende Lufts større Tryk presses op i Røret i det Rum, som blev forladt af Luften, der har trukket sig sammen.“ Denne Forklaring, siger Boyle, er vel sand, men ikke til- Fig. 13. ) Hist, of C. S. 74.