Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

Barabinsiske Slette, der dog kun er opdyrket i den nærmeste Omegn af Landsbyerne og ellers benyttes af de nomadiserende Kirgisere til Græsning for deres Hjorder. Vest for Tomsk krydses Ob-Floden, hvis Oversvømmelser ofte volde store Ødelæggelser, og derefter hæver Terrainet sig igen paa de nordligste Udløbere af de skovrige Altai-Bjerge, der ere usikre for Rejsende paa Grund af, at undvegne Forbrydere strejfe om her, og fordi Ulvene om Vinteren kunne optræde i store Skarer. Ved Tomsk bliver Landet atter fladt og ensformigt, er skovrigt og lidet befolket, indtil man nærmer sig Krasnojarsk, hvor Jenisej, der ligeledes volder jævnlige Oversvømmelser, passeres. Her blive Skovene sjældnere, Jordbunden frugtbarere og Terrainet mere og mere bjergrigt og afvekslende, indtil man naar Sibiriens Hovedstad Irkutsk i Nær- heden af den af Bjerge omkransede Baikal-Sø. Hinsides Irkutsk og Syd for Baikal-Søen gaar Linien gennem Urskove, hvor der næppe findes en banet Vej og kun med store Mellemrum nogle usle Blokhuse, der tjene til Bolig for det Personale, som skal holde Linien ved- lige. Ved Werkne-Udinsk krydses Selenga-Floden, og Linien gaar gennem temmelig flade, ufrugtbare Egne, til Dels Saltstepper, indtil de skovbevoksede Jablonowoi-Bjerge, Øst for hvilke Landet bliver sandet og delvis er bevokset med Fyrreskove; men under den fattige Overflade skjuler der sig store Rig- domme; thi her, ved Nertschinsk, findes rige Gulddistrikter, hvor Tusinder af Forbrydere henslæbe Livet som Minearbejdere i Guldværkerne. Fra Stretinsk følger Telegraflinien Schilka-Floden lige til Kabarofka, og mellem Stretinsk og Blagowetschensk er Terrainet yderst vanskeligt. Den venstre Flodbred bestaar for det meste af stejle Klippevægge, ovenfor hvilke der udstrækker sig en Højslette, bedækket med til Dels bundløse Sumpe og Fyrreskov, og som med Undtagelse af nogle sparsomme Blokhuse for Tilsyns- mandskabet er aldeles ubeboet. En Del af denne Strækning, henved 100 engl. Mile lang, har faaet det karakteristiske Navn »de syv Dødssynder«. Det er en yderst farlig Vej, op og ned ad stejle Fjelde, hvor den smalle Fodsti løber paa Randen af gabende Afgrunde, og mange Trækors betegne de Steder, hvor Rejsende ere forulykkede ved at styrte ned. De enkelte Tele- grafblokhuse ligge langt fra hinanden og byde Intet til den Rejsendes eller til hans Hests Underhold; men Naturen er vidunderlig skøn, og Jægeren behøver kun at løsne et Skud paa de store Sværme af Fuglevildt for at finde rigelig Ernæring i det mindste for sig selv. Saa snart »de syv Dødssynder« ere passerede, træde Klippeformationerne længere tilbage fra Floden, som Telegraflinien bestandig følger, og enkelte smaa Kolonier vise sig med lange Mellemrum, indtil Schilka i Nærheden af Pokrowsk, hvor den tager Navnet Amur, træder ind i et stort F'ladland, der hist og her gennemskæres af Højdedrag, men forøvrigt bestaar af sumpet I 20