Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

mellem Selskabets to Kabelnet kom under samme Administration og blev styret efter samme Principper som disse. I hvert Fald vilde man være meget tilbøjelig til at lægge Ansvaret for Vedligeholdelsen af Liniens fjerneste og vanskeligste Del, mellem Stretinsk og Wladiwostock, over paa Selskabets Skuldre og til at betale det en tilstrækkelig Godtgørelse herfor. Forinden Selskabet kunde forhandle om og indgaa paa nogen Over- enskomst med Rusland om en saadan Ordning, var det imidlertid nødvendigt med egne Øjne at undersøge Forholdene paa Stedet, og helst skulde dette gøres af den Person, der var udset til at bestyre Linien under den paatænkte nye Ordning. Medens man endnu saa sig om efter en hertil kvalificeret Mand, indtraadte Sagen i en ny Fase, idet et russisk Dampskibsselskab, der med Regeringssubsidier havde overtaget hele Dampskibsfarten paa Amur- Floden, og som derfor havde mange Betingelser for lettere end Store Nordiske at kunne paatage sig Liniens Vedligeholdelse i hine fjerne Regioner, fore- slog at arbejde sammen med Selskabet. Det mente ogsaa i en russisk Telegrafingeniør, der havde forestaaet Bygningen af Linien langs Amur, at have fundet den rette Mand til at lede Virksomheden i Sibirien. Man enedes da med Amur-Dampskibsselskabet om Basis for en Samvirken, men da det kom til Stykket, viste dette Selskab sig ikke tilstrækkeligt funderet til, at man turde indlade sig med det paa en saa vanskelig Entreprise. Samtidig bedredes Forholdene paa Linien saa meget, at Selskabet haabede at kunne spare sig denne nye Udvidelse af sin Virksomhed paa et Tidspunkt (1874—75), hvor der var fuldt op at varetage i andre Retninger, — og hvor det havde vanskeligt nok ved at skaffe baade mere Kapital og flere Arbejdskrafter, — fordi det smigrede sig med, at Kina allerede den Gang vilde aabne sig for Anlæget af europæiske Telegraflinier (Amoy-Foochow Episoden, Afsnit VIII). Desuagtet tabtes Wladiwostocklinien ikke af Syne; thi om den store Oversvømmelse i 1872 end heldigvis havde været et usædvanligt Naturfænomen, saa var der dog under normale Forhold Aarsager nok, der gjorde Linien usikker. Om Vinteren arbejdede den i Reglen upaaklageligt, naar Naturen saa at sige var stivfrossen hele Sibirien igennem. Den tørre Luft paa denne Aarstid virker isolerende paa Ledningerne, forhindrer Afledning og Overgang af den elektriske Strøm fra en Linie til en anden; Storme ere sjældne, og Telegrafpælene staa som fastmurede i den frosne Jord. Men naar Foraaret kommer, og Sneen smelter i Dalene og senere hen paa Bjergene, naar Isen brydes paa Floderne, og disse svulme op af den fra Bjergene tilstrømmende Vandmasse, naar Landevejene forvandles til Moradser, og det er livsfarligt at færdes paa Floderne — saa kommer den vanskelige Tid for Telegraflinien i Sibirien. Flodovergangene, hvad enten de ere tilvejebragte ved Kabler eller ved Luftlinier, ophængte paa høje Master, ere da meget udsatte for at blive bort- 16’ - 125 —