Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

Som en Følge af ovennævnte Beslutning blev Selskabets Takst mellem Europa og Østasien fra iste Januar 1876 forandret til io Francs per Ord i Stedet for 150 Francs per 20 Ords Telegram, og fra iste Juni 1877 blev en Ordtarif ogsaa indført for den lokale Trafik i Østasien. Denne Reform havde naturligvis til Følge, at Telegrammernes Ordantal aftog meget betydeligt, medens deres Antal forøgedes; den medførte ligeledes, at Benyttelsen af Codesproget blev mere og mere almindelig — men den 10 Francs Ordtakst var ogsaa beregnet herpaa. Havde den tyske Administration end paa Konferencen i St. Petersborg indskrænket sig til at antyde Retningen og Omfanget af sine Reformideer, saa tog den i de nærmeste Aar derefter alvorligt fat paa disses Formulering og Gennemførelse. Med den tilstundende internationale Konference i London for Øje lod den allerede i 1877 gennem Bureauet i Bern tilstille alle Telegraf- administrationerne et Reformforslag, der ikke gik ud paa mindre end med eet Slag at omstyrte Telegrafunionens traditionelle Principper og at indføre et nyt Takseringssystem, der i visse Retninger var baseret paa Post- unionens Grundsætninger. Forslaget gik i sine Hovedtræk ud paa, at der mellem alle Lande i Europa skulde indføres en Takst per Ord i Stedet for per 20 Ords Telegram, og at Taksten mellem hvilke som helst to Lande skulde bestaa af en Grund- takst paa 50 Centimes + en Takst af 20 Centimes for hvert Ord, Telegrammet indeholdt. Den Administration, paa hvis Territorium Telegrammet var ind- leveret, skulde beholde hele den opkrævede Porto med Undtagelse af en ringe Godtgørelse til Transitadministrationerne, nemlig 4 Centimes per Ord til de store Stater og 2 Centimes per Ord til de smaa. For at anføre et Eks- empel: et Telegram mellem Rusland og Frankrig, der hidtil havde betalt en Minimumsporto af 11 Francs, skulde i Fremtiden kun koste Francs 2.50, naar det indeholdt 10 Ord, Francs 2.70, naar det indeholdt 11 Ord, Francs 4.50, naar det indeholdt 20 Ord o. s. fr., og af denne Porto skulde Tyskland eller den konkurrerende Kabellinie via Danmark kun oppebære henholdsvis 40, 44 og 80 Centimes i Stedet for som hidtil 3 Francs. Et større Bevis paa Uegennytte fra Forslagsstillerens Side kan vanskeligt tænkes, men ej heller kan der tænkes et mere ruinerende Forslag for Telegrafadministrationerne, og da særlig for Kabelselskaberne, hvis Ledninger ere langt kostbarere end Landlinierne, og som skulle forrente den private Kapital, der er anbragt i Kablerne, medens Stats-Administrationerne ikke have saadanne Hensyn at tage. Det er øjensynligt, at Selvopholdelsesdriften maatte bringe Store Nordiske og de andre Kabelselskaber i Europa til at bekæmpe dette Forslag, og det Samme blev Tilfældet med mange Stats-Administrationer, baade fordi de ikke kunde gaa med til en saadan Formindskelse af deres Indtægter, og fordi de 202