Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

DEN ELEKTR0-MAGNET1SKE TELEGRAF OG DENS INDFØRELSE I NORDEN. en Dag er endnu i Mands Minde, da Verden første Gang hørte I Wvl Tale om den elektro-magnetiske Telegraf — i Begyndelsen som ] et Kuriosum, et videnskabeligt Legetøj, snart efter som et nyt- 1 tigt Tilbehør til de nylig indførte Jernbaner og endelig som en selvstændig Institution, der inden ret længe skulde hidføre gennemgribende og frugtbringende Omvæltninger i mange at Livets Forhold, paa Videnskabens, Politikkens, Handelens og det daglige Livs Omraader. Omtrent et halvt Aarhundrede er forløbet, siden de første korte Telegraf- traade udspændtes, og i dette Øjeblik se vi hele Jordkloden omspunden af et Telegrafnet, hvis samlede Traadlængde udgør henved tre Millioner engelske Mile. Tanken om at udnytte den af H. C. Ørsted i 1820 opdagede elektro- magnetiske Kraft i Forbindelse med et Signaleringssystem, der kunde afløse den hidtil benyttede temmelig mangelfulde »optiske Telegraf« (Semaforerne), havde allerede i en længere Aarrække sysselsat Sindene. Æren for at have løst dette Problem, der skulde faa en saa vidt rækkende Betydning, maa, hvis enkelte skulle nævnes, hvor saa mange have bidraget til det lykkelige Resultat, fortrinsvis tilkendes: Tyskerne Gauss, Weber og Steinheil, Englænderne Cooke og Wheatstone og Amerikaneren Morse. Af de nævnte Mænd lykkedes det i 1833 Gauss i Göttingen at frembringe elektriske Lydsignaler mellem to Sta- tioner, der vare forbundne ved en Dobbeltledning; disse Forsøg fortsatte og udvidede han i Forbindelse med Weber, medens Steinheil i München i 1837 38