Lokomotivets Historie og George Stephenson

74 GEORGE STEPHENSON SOM ÆLDRE. MINDESMÆRKER. det vandt han. mere kundskab ved, syntes han,, end ved at læse romaner og sligt. Folk likte ogsaa at faa tale med ham. Hans skarpe tænkeevne sammen med et medfødt lune lagde noget fæng- slende i hans ord, skjønt han ikke havde nogen, hvad man kalder.. talegaver. Derfor hændte det ogsaa, at han kom til kort i ordstrid med dem, hvis tunge var fortere end deres tanke. Engang han var gjæst hos førsteminister Robert Peel paa dennes store herresæde, kom han. i strid med en kjenclt geolog, dr. Buckland, om kullenes dannelse, noget han troede han. var noksaa godt indi. Buckland, som naturligvis ansaa sig for høist overlegen i lærdom og som havde godt snakke- tøi, bragte snart sin modstander til taushed. Da Stephenson den næste dag spadserede i haven, kom en anden af gj æslerne, en advokat, bort til ham og spurgte, hvad han tænkte paa. Thi han saa lidt modfalden ud. Stephenson sagde, at lian tænkte paa den ordstrid, lian igaar havde liavt med Buck- land. Trods alt, hvad denne havde sagt, var det dog han, som havde ret. Advokaten bad da om at blive sat ordentlig ind i sagen. Det blev han ogsaa. Ved middagsbordet blev talen ledet hen paa den. I den ordstrid, som nu kom, blev videnskabsmanden sat ordentlig til vægs af advokaten. „Hvad siger De nu, mr. Stephenson,“ sagde Robert Peel leende. „Jeg kan bare sige/ svarede Stephenson, „at af alle naturkræfter er tungefærdigheden den mæg- tigste/4 En følgende dag stod selskabet ude paa.