Om Fiskerleierne Snekkersteen og Skotterup
og den derfra udstillede Samling af Fiskeriredskaber m.M.

17 Seer De ham, der just lukker op for sin Madæske? Hvor forsigtig skotter han ikke først til Udkiggerne paa Brædtet Kapitaiuen og Lieutenanten, som de kaldes — thi hver Ting har her sit Navn og hver Mand sin Titel — for at see, om der er Tid nok til ogsaa at faae Æsken lukket igjen. Seer De endelig selve Kapitainen og hans Lieute- nant, hver med nogle Stene i Hænderne og under Armen? De sove mindst af Alle. Deres gode Øine have bragt dem op paa den »høie» Post, de beklæde, de skulle nem» lig i temmelig Afstand kunne see den svage, utydelige Skygge, der dannes, naar Fiskeflokken skyder sig hen over den graalige Grusbund og deres Post er hverken magelig eller behagelig. Time efter Time kunne de undertiden staae der opstillede, gjennemblæste, trætte af den evige Balanceren, med Øinene hæftede paa samme Sted og Op- mærksomheden spændt som paa Pinebænken. Pludseligt gaaer der en Skjælven gjennem den ene. Han løfter hurtig Armen og som et Lyn er hver Mand paa sin Post, men stille. Han kaster en Steen langt bort, han kaster flere, bestandig nærmere. Han passede altsaa paa, han har seet en Skygge paa Vandet og driver Flok- ken hen efter Garnet. Nu er den inde i Bugten, som delte danner — »ro ud!» kommanderer han, og nu fal- de Åarerne i Vandet. Den forrige Stilhed er nu afløst af en Scene saa vild, saa eiendommelig, at man neppe skulde tro, at det kun gjælder om at fange nogle stakkels llornfiske. Hver Nerve er spændt, Sluproerne lægge hele deres Sjæl i hvert Aaretag. Enhver Ordre fra den Kom- manderende udføres med Præcision og Hurtighed, han taler rigtignok hverken sagte eller blødt. Jløit og fyndigt lyder det: »ro væk!* »kast Linerne!» »vet roet!» »skod till« »kast Banden!« osv. Og Gud naade den Synder, der tager feil eller ikke er hurtig nok. Efterat Baadene have naaet hinanden og Fiskene saa- ledes øre indelukkede, skjøndt langtfra fangede endnu, hales Garnet forsigtigt sammen, saa at det indvendige 2