Om Badeanstalter, særlig Folke-badeanstalter
Besvarelser af Den tekniske Forenings Prisopgave for 1888

10 Det maa erindres, at disse Forholdstal skrive sig fra 1886; i flere af de nævnte Byer ere Badeforholdene senere forbedrede, saaledes i Berlin, Magdeburg og Frankfurt. Dr. Lassar udtaler, at Grunden til, at Bade benyttes saa lidt i Tyskland, maa søges i de høje Badepriser. Han angiver, at i 49 Badeanstalter overstiger Prisen pr. Bad 1 Mark, at den i Regelen er c. 50 Pfg., og at den kun sjeldent naar ned til 10 Pfg. De store Badeanstalter i de tyske Byer ejes i Regelen af Aktieselskaber, sjældent af Privatmænd. Det er ofte Bygninger af betydelige Dimensjoner og med et vist mo- numentalt Ydre. I Regelen er der i Badeanstalten et Vaskeri og ikke sjældent tillige Restauration, Musik, Forlystelses- og Gymnastiklokaler. Saa godt som alle større Bade- anstalter have Bassinbade, foruden de hos os almindelige Badeformer. Imidlertid ligge dog Bassinerne mange Steder tørre om Vinteren, fordi det da ikke kan betale sig at drive dem. Indtil de allersidste Aar havde man i Tyskland intet Exempel paa, at det Offentlige havde oprettet billige Bade- anstalter. Kim i ganske enkelte Byer fandtes Badeanstal- ter, der kunde fortjene Navn af Folke-Badeanstalter, og som enten slet ikke eller kun i ringere Grad havde modtaget Støtte af Kommunerne. Som Exempler paa saadanne kunne nævnes Badeanstalterne i Hamburg, Berlin, Bremen og Dortmund. I Hamburg blev allerede i 1854—55 paa Foranled- ning af det „patriotiske Selskab“ stiftet et Aktieselskab med en Aktiekapital af c. 200 000 Mark, der anlagde en Vaske- og Badeanstalt efter engelsk Mønster. Den blev væsentlig baseret paa Karbade og havde intet Bassin. Priserne ere: 1ste Klasses Karbad 2 Haandklæder 50 Pfg. 2den do. do. + 1 do. 30 do. Byen leverede frit Areal og frit Vand, imod at Anstalten