Om Badeanstalter, særlig Folke-badeanstalter
Besvarelser af Den tekniske Forenings Prisopgave for 1888

6 at skaffe let Adgang til gode og billige Bade, og denne Opgave er i Sandhed en Kulturopgave, paa hvis Løsning der her til Lands hidtil kun er arbejdet meget lidt. Det skal her kun i største Korthed berøres, at den græske og romerske Kultur i Oldtiden under Paavirkning af østerlandsk Kultur havde frembragt store Badeanstalter, ikke alene for den rige men ogsaa for den fattige Befolk- ning. Disse Badeanstalter, der ofte vare sande Pragt- bygninger, og hvor Badetekniken var udviklet til en stor Højde („romerske Bade“), anlagdes i det romerske Kejser- riges Glansperiode ikke blot i selve Moderlandet, men ogsaa i de store Byer i Provinserne; Prisen for et Bad var ofte kun 1 Qvadrans (5 Øre), men fattige Folk badede frit. Rom alene havde i sin Glansperiode 856 Folke- Badeanstalter. Med den romerske Kulturs Fald bleve disse store Badeanstalter ødelagte for ikke mere at rejse sig; Sansen for Badning forsvandt, og heri skete først en Forandring, da Korsfarerne i Østen havde gjort Bekjendtskab med de der existerende Badeanstalter. Der opstod nu efterhaanden Badstuer over hele Mellemeuropa og Norden. I Norden i alt Fald bestode Badene af Dampbade, der iværksattes derved, at man slog Vand paa glødende Sten. Disse Badstuer ble ve stærkt besøgte baade af rige og fattige, og Badningen blev for mange næsten en Nødvendighed; de bleve snart forbundne med Drikkestuer og vandt stor Popularitet. Men det viste sig, at der fra dem udbredte sig epidemiske Sygdomme, saasom Kopper og Pest, og af denne Grund maatte de de fleste Steder lukkes. Efter Trediveaarskrigen vare de saa godt som forsvundne og dukkede ikke mere op; thi nu var Brugen af Linned til Klæder bleven alminde- ig, Nødvendigheden for Badning var ikke længer saa stor, som da Befolkningen gik klædt i Skind og Uld.