Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

O'! O I En ikke uinteressant Egenskab ved denne Gruppe er dens Slægtskab med Thorvaldsens første Kunst; de samme Mangler og Fortrin findes der som her. Beeken døde for tidligt, til at Indflydelsen kan have været direkte. Forbindelsesleddet var vel Abildgaard; ogsaa i hans Fi- gurkunst findes flere af de samme Ejendommeligheder. Ved Siden af sin øvrige Virksomhed har Beeken udført en Del Por- trættegninger og smaa Medailloner. Kunstmuseet ejer en, der forestiller Arveprins Frederik; den er smuk, naturlig og elegant, om end noget svag i selve Reliefbehandlingen. Skønt Beeken var den mest ligefremme og naturbegejstrede af Da- tidens Billedhuggere, skyldes det største Indskud i den naturalistiske Retning dog ikke ham, men Johan Gotfred Grund (1733—96), der har udført de bekendte store Sandstensfigurer til Normandsdalen i Fre- densborg Slotspark. Lige fra deres Fremkomst have de faaet Prædikatet »maadelige«, og til Tider har den kunstneriske Dom over dem endog formet sig endnu skarpere; men trods alt have de dog stadig nydt en vis Popularitet, og man maa give Høyen Ret, naar han omfattede dem med en Del Interesse og i dem saa det første Udslag af den nationale Kunst, som han med saa megen Længsel spejdede efter. Deres Svaghe- der ere unægtelig mangfoldige. Fremstillingen af Menneskeskikkelsen er gennemgaaende uden Aand og Forståaelse, og Udførelsen plump. Men til deres Forsvar kan anføres, at Figurernes Stillinger i flere Tilfælde ere valgte med god Følelse for, hvad den dekorative Helhedsvirkning krævede, at de gennemgaaende give et troværdigt Billede af de forskel- lige Nationaldragter, og at der mellem alle de mange forfejlede findes nogle faa, som vise en naiv, klar, ja næsten sjælfuld Opfattelse af Op- gaven. Til de bedste hører den færøiske Soldaterkone, som bringer Mad til Vagten. Hendes Holdning er rigtignok meget stiv, og det samme gæl- der Ansigtstrækkene; men der er et Grundlag af gode Iagttagelser og desuden en ikke ringe Bredde i Formbehandlingen. Med »en Malcke- kone fra Suderøen« forholder det sig paa lignende Maade. Ogsaa her bliver man overrasket af den Ligefremhed, hvormed de individuelle Ejendommeligheder er gengivet. Og i Bruden fra »Eiland Færoe paa Strømmoe« er der en statuarisk Kraft, som synes at bunde i en oprigtig Beundring for Modellen. Hvor langt Kunstneren i det hele er fra det konventionelle, mærkes tydeligst ved, at han i en enkelt Figur, »en Kone, som gaar til Bryllup«, har fulgt Modens Krav; den skiller sig skarpt ud fra de andre, men da dens Størrelse og Proportioner ere de samme som de øvrige Figurers,