Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

NIKOLAJ ABRAHAM ABILDGAARD 1743—1809 Begejstringen for Antikken i det attende Aarhundredes sidste Halv- del kendetegnes i sin mest udviklede Form af en stærk etisk Trang. Med klare Ord træder det frem hos Tidens epokegørende Digtere. Klopstock indleder sin berømte Messiade med en Samtale mellem Gudfader og Søn. Idet Tankerne bevæge sig fra Evighed til Evighed, siger Messias: »Edens salige Børn, vore Skabninger, hvor ulykkelige vare de bievne, tidligere udødelige, nu Støv og fyldte med Synd. Fader, jeg saa Forned- relsen, Du mine Taarer, og Du sagde: »Lad os genskabe Gudsbilledet i Menneskene«. At skue Mennesket i dets eviggyldige Skikkelse var Læng- selens Maal. Ogsaa Johannes Ewalds Digtning bæres af en lignende ideal Stræben. I hans dramatiske Stykke »Adam og Eva eller den ulykkelige Prøve« følge Englene med den største Rædsel og Afsky Satans nedrige Bestræb- elser paa »at dræbe Herrens Billede«. I sine andre store Arbejder, i »Balders Død«, i »Rolf Krake« og i »Fiskerne« fordyber Ewald sig i Skildringen af det fuldkomne Menneske; med Begejstring priser han dets Dyder. Balder og Hother ere begge Mønstre paa Ædelhed; at Ulyk- ken kommer skyldes Lokes Nedrighed og den ubønhørlige Skæbne. Ogsaa bag Fiskernes fattige Kofter banke de modigste, ædleste og mest opofrende Hjerter; hverken Farer eller ængstede Kvinders Bønner kan hindre dem i at gøre deres Pligt. Dyden belønnes; i herlige Veksel-Sange prises de modige Mænd. I Modsætning til Klopstock og Ewald vare mange af Tidens ivrigste Fremskridtsmænd erklærede Fritænkere; men hvad enten den Idealitet, som var fælles for de fleste af dem, bunder i Overbevisningen om, at det er Syndefaldet, som har udvisket Gudsbilledet, eller i at det er Ti- dernes Ugunst og de slette Samfundsforhold, som have forvrænget Men- neskene, saa vil den i Billedkunsten have samme Maal; bag den enkel- tes Mangler vil den søge at genfinde det eviggyldige Menneskebillede;