Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 126 — Dog ivrede Naturprofeterne mod den bundne Stil i Kunsten. Jens Baggesen kalder Byen Mannheim for »Staden paa Vers«53, og det er ikke for at smigre den. Dens gennemførte Regelmæssighed irriterer ham; han er klar over, at han vilde blive en »Istap«, dersom han skulde bo i den. Gader er ham i det hele taget imod, da det bundne er deres Konsekvens; det bugtede Vimmelskaft med dets højst irregulære Be- byggelse er en hæderlig Undtagelse; de aabne Pladser ere mere efter hans Hjerte; Amalienborg Slotsplads kunde være bleven god, dersom de fire Palæer ikke vare bievne hinanden fuldkommen lige. Han nærer en Del Tvivl om, hvorvidt en Forfatter bør skrive Vers. Men det gik ham ikke bedre end Werther med Tegningen. Selv skrev han Vers, Og den Prosa-Stil, han elskede, var i hvert Fald ved Omtale af Maler- kunst ikke synderlig naturlig. Han delte sin Samtids Sværmeri for Guido Reni. Et af dennes Madonnabilleder aflokkede ham følgende Lovprisning: »Denne himmelske Renhed og Uskyldighed — denne rø- rende, engelsværmende Andagt — disse Glimt af Hellighedens Soel — disse Blikke i en lysere Verden! Yndige Guido! hvor hentede du disse Tryllerier?«84 Hos de unge Radikale forbandt en ofte højtflyvende, men oprigtig Begejstring for Naturen sig med en indgroet Kærlighed til Anstand og en forbløffende Smag for det sødeste Søde. Juel var, som sagt, Barn af sin Tid; men det bør tilføjes, at hans jævne danske Sind bevarede ham for det overspændte og for højstemte, som saa ofte kommer frem i Tidens Litteratur. * * * Et af Juels tidligste Arbejder, Portrættet af Søsteren, giver et mær- keligt samlet Billede af Grundelementerne i hans Kunst, hans Virkelig- hedssans og hans Anstand. Skildringen af den halvvoksne Pige, der sidder ved et Bord og syr, er elskværdig, ligefrem og fortrolig, Situatio- nen er til en vis Grad grebet ud af Livet, men kun til en vis Grad. Den Maade, hvorpaa den unge Pige ser ud mod Beskueren, hendes Haand- stilling, Kappens yndefulde Uorden, alt røber noget bevidst arrangeret, som yderligere understreges af Billedets afvejede Farveholdning. Denne er smuk og fin, Kjolens kraftige blaa staar dejligt til Stolens dybe brune, Haarets Lød, Teintens og de røde Læbers Friskhed er udmærket op- fattet. Men Arbejdet er ikke helt sat ind paa at gengive Virkelighedens Fylde. Farverne ere efter gammel Skik stemte med Henblik paa en