Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 128 — var dog ikke moden til en saa kraftig Realisme, og Juel har næppe selv følt den hel forsvarlig. Vel bevarede han sin Naturglæde gennem hele Livet, men den fik ikke oftere Lov at udfolde sig saa dristigt. Nærmest Bajocco staa Juels smaa Landskaber. Der er ganske vist noget afdæmpet over dem; hans formelle Fordringer kan tit synes at have berøvet dem noget af den Friskhed, hvormed de var undfangne, men bag det »velordnede« mærker man ved de bedste af dem, at de ere fødte af en indre Nødvendighed, en Naturbetagelse, som maatte give sig Udtryk. Hans Maleri paa den kongelige Malerisamling af »det optrækkende Jens Juel: Optrækkende Uvejr. Uvejr«, ejer, trods alt det arrangerede, en Rigdom paa Iagttagelser og en Varme i Skildringen, som maa fange Beskueren. Ogsaa hans Bille- der af Nordlyset og Sommeraftenen have ligesom flere andre en fuldto- nende Stemning. Det er i øvrigt interessant at lægge Mærke til, hvordan han i Valget af sine Landskabsmotiver i en fremtrædende Grad viser sig som Barn af sin Tids svulmende Følelsesliv. Naar Stemningens Strenge er højt stemte, naar Tordenen ruller, naar Stormen jager Skyerne over Himlen, naar Aftenen udfolder sin mest betagende Pragt, og naar Natten straaler med Nordlysglans, saa rives han med; men, vel at erindre, uden som saa mange af sine Samtidige, at glide ud i det overspændte.