Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 134 — saadanne Emner. Fra en senere Tid ere lians bekendte Billeder fra Emilie-Kilden og Sommergæsterne paa Dansebakken ved Sorgenfri smukke Prøver paa denne Del af hans Arbejder. Han viser sig i dem i Besiddelse af en mærkelig jævn og omhyggelig Fortællekunst, der kan kaste et poetisk Skær over Hverdagslivets Bagateller og faa selv de trivielleste til at virke fængslende. Han er varm og ligefrem, og han ser med umiddelbar Glæde paa sine Medmennesker. At betragte et Menneske som et isoleret Fænomen var ham kun en ringe Tilfredsstillelse; hvor han kunde komme til det, maatte han have Omgivelserne med. Selv overfor Portræt-Klienter, som han stod fjernt, og som han skulde afbilde i Festdragt, søgte han hyppigt ad denne Vej. Hovedmassen af Juels mere officielle Portrætter ere imidlertid ovalt afskaarne Brystbilleder med en tonet Baggrund. Af saadanne har han udført en utrolig Mængde. De fleste ere desværre fra Indholdets Side grumme tomme. Det almindelige Publikum har imidlertid næppe følt sigbrøstholden, hans Billeders Sødme og dekorative Holdning blændede det. De mere udviklede af hans samtidige vare derimod ikke tilfredse. I et Brev til Abildgaard skriver Sergel: »Det har ikke forundret mig, at Juel har fuldt op at gøre; her er det paa samme Maade, Portrætmalerne ere mere Fabrikanter end Kunstnere«86. Betragter man Juels Portrætter som en Helhed, viser det sig, at de omtrent alle ere prægede af samme usvigelig sikre Teknik, der i svagere Arbejder kan slaa over i det stereotype. Ligesom de fleste af den Tids Malere havde Juel i sine Lære- og Vandreaar dannet sig en Række be- stemte Regler for Blandingen af Farven. Han beherskede paa sin Palet naar han havde »sat den op«, en Skala af Toner, hvis Værd han var fuldt fortrolig med, og som gjorde ham i Stand til uden Famlen at frem- stille de skønneste Karnationer i alle Nuancer og Afskygninger, samt de herligste Stoffer som Fløjl og Silke. Gennem en omhyggelig Træning havde han ogsaa erhvervet sig en klar Forstaaelse af sine tekniske Ev- ners Rækkevidde, og det er meget karakteristisk for ham, at han aldrig gav sig i Kast med Opgaver, som han ikke formelt kunde klare. Men i Kraft af hans ægte Kunstnersind kunde et Arbejde dog kun rigtig lykkes for ham, naar han var inspireret. Talrige af hans Portrætter har et mat Præg, og hans Ligegyldighed overfor Modellerne har ikke alene gjort disse Billeder aandeligt tomme, men ogsaa Teknikken død. Var han derimod revet med af sin Opgave, fik Farverne Friskhed og hans Pensel og Streg en fængslende Vigeur. Der er i Almindelighed noget særdeles korrekt over Juels Kunst, og