Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

- 42 — og der er mindst elleve forskellige Former paa Vinduesaabninger. Jar- dins Søjler ere alle af den korinthiske Orden og for Peristylens Ved- kommende frit udviklede; ved Vinduerne benytter han kun tre Vari- anter. Han har ingen Balustrader; fremspringende Murflader anvender han med stort Maadehold, afskaarne Hjørner slet ikke. Men de faa Midler, han benytter, søger han at aftvinge den størst mulige Virkning. Dette viser sig tydeligst, om man sammenligner Hovedgesimsen, Frisen og Undergesimsen paa Jardins Projekt med de tilsvarende Bygningsled paa Eigtveds. Hos Jardin er Hovedgesimsen simpel og kraftig, ja dristig, den springer henimod tre Alen frem og staar sammen med Undergesim- sen i et fortrinligt Forhold til Frisen. Paa Eigtveds Forslag virker de tilsvarende Led tynde og smaalige, prægede som de ere af en kedsom- melig Vaghed. Ved de øvrige Detailformer genfindes det samme. Re- sultatet bliver, at Jardins Projekt i sin Simpelhed og Storhed er aand- fuldt og rigt, medens Eigtveds trods sin Rigdom paa Forsiringer virker aandsforladt og tyndt. Dertil kommer, at Jardin har opnaaet sit smukke Resultat uden at misbruge Statuekunsten, idet han, hvor han har tænkt sig den anvendt, har beregnet Pladsen saaledes, at den indenfor Hel- hedens Ramme og i Overensstemmelse med sit Væsen kunde udvikle sig frit. Eigtved har derimod paa flere Steder maattet ty til den for at dække over sine arkitektoniske Svagheder. Betegnende for ham ere saaledes de Putti, som han efter sædvanlig og gammel Skik har an- bragt paa Tambourens Hovedgesims og flere andre Steder, for ved deres Hjælp at opnaa det Liv og den Friskhed, han ikke evnede at skabe ad arkitektonisk Vej. Med den dekorative Udsmykning gik det iøvrigt paa lignende Maade. Jardin brugte kun faa Guirlander og Ornamenter, og, naar han gjorde det, var det altid i en vis Forbindelse med Bygningens Led; Eigtved benyttede dem efter sin Sædvane i stor Udstrækning og hængte dem ret vilkaarligt paa Murflader og lignende. Som Slutning paa denne Sammenligning ligger det nær at spørge om Rokokoen ikke er bleven uretfærdigt bedømt, om den ikke i Eigt- ved havde en uheldig Repræsentant, medens Ny-Klassicismen i Jardin havde en særlig udmærket. Det sidste er nok Tilfældet, det første er det absolut ikke. Eigtved var, som Amalienborg-Palæerne vise, paa mindre Omraader en fremragende Kunstner, men det gik ham som hans Kolleger i Udlandet; de monumentale Kirker, der opførtes af Rokoko- Arkitekter, ere dels svage, dels byggede i en Stil, der griber tilbage til Barokken. Rokokoens Tid var udløben, ingen større arkitektonisk Op- gave blev mere betroet dens Arkitekter.